Foto: Debby Wong, Bigstock

Foto: Debby Wong, Bigstock

Der var udsolgt i Københavns Royal Arena i tirsdags, da 11.000 mennesker havde betalt op mod 3500 kroner for at lytte til den 55-årige amerikanske husmor og forfatter Michelle Obama, som gav råd om mode og børneopdragelse.

“Who are you wearing?” (hvem har du på, red.) lød det første spørgsmål. Svaret, “Stine Goya”, en dansk tøjdesigner, udløste heftige klapsalver fra salen.

Det var den 50-årige amerikanske tv-kendis Rachael Ray, som har skrevet kogebøger og udgiver et livsstilsmagasin, der i tirsdags interviewede Michelle Obama, og man må sige, at hun levede op til forventningerne.

Tilhørerne, primært kvinder, blev blandt andet klogere på, hvordan Michelle Obama havde håndteret børneopdragelsen på sin tidligere bopæl. Her havde hun forsøgt at gøre forholdene mere normale ved at give butleren kakibukser på. Hun havde også valgt naturfarver til gardinerne, fordi hendes mand foretrak det.

Har det stramt med hendes mand
En af dem, der havde betalt for at komme ind og høre Obama, var den 37-årige iværksætter og freelance-podcastvært Lea Andersen.

“Jeg har i mange år godt kunnet lide Michelle Obama. Hun er virkelig smuk og sympatisk, og så har hun humanistiske holdninger, der passer meget godt til mine skandinaviske centrum-venstre værdier. Jeg har det lidt mere stramt med hendes mand, for han har indgået kompromisser og bombet en masse mennesker i den tredje verden,” udtaler hun.

Lagde tidligt sin karriere bag sig
Michelle LaVaughn Robinson Obama blev født i Chicago og er uddannet advokat, men lagde tidligt sin karriere bag sig for at hellige sig sine to døtre og sin mands husholdning. Hun blev verdensberømt, da hun i perioden 2008-2016 som hjemmegående husmor boede i et stort hvidt palæ i Washington D.C. Her engagerede hun sig i velgørenhedsarbejde og har siden skrevet Becoming, der er en meget personlig selvbiografi.

Adspurgt om, hvorvidt hun ikke savnede lidt flere politiske udmeldinger fra Obama, og om ordstyreren ikke spildte en masse veluddannede kvinders tid med banaliteter, svarer Lea Andersen afvisende.

“Nej, det er ligesom ikke konceptet. Hvis jeg ville høre om international politik, var jeg da gået til et foredrag om det. Jeg ville bare gerne kende Michelles yndlingsfarve. Den er blå.”