Foto: Dazdraperma, Bigstock

Foto: Dazdraperma, Bigstock

Under paroler om solidaritet og velfærd samles tusindvis af mennesker i dag for at hylde kampen for gennemsnitsmenneskets interesser, som kun går ud over dårligt stillede, der i forvejen er vant til modgang.

“Genistregen er, at det er lykkedes fagbevægelsen at få det til at se ud, som om det er dem, som er lidt rigere og lidt mere højreorienterede end os, som er skyld i, at der ikke er plads til alle slags mennesker på arbejdsmarkedet,” lyder det entusiastisk fra Grethe Holst Andersen, der er faglig sekretær i et større dansk fagforbund.

RokokoPosten møder hende på vej til morgenmøde, hvor hun skal holde tale for dem af forbundets medlemmer, der vælger at møde op til gratis rundstykker og Gammel Dansk.

Ens for alle er bedst for mig
At der er successer at fejre, skyldes først og fremmest solidariteten i fagbevægelsen, fortæller Grethe Holst Andersen. Det giver nemlig nogle fordele at handle kollektivt.

“Vi får de bedste aftaler, når vi indgår aftaler, der er ens for alle, og som er fordelagtige for alle, der følger den normale bane gennem arbejdslivet. Der er selvfølgelig nogle få, som afviger fra normen, og som aftalerne derfor ikke er lige så gunstige for, men her kommer begrebet solidaritet ind i billedet: Når ‘ens for alle’ er ‘bedst for mig’, og det er sådan for flertallet af os, må afvigerne være solidariske med os andre,” siger hun og nævner pensionsordningerne som et eksempel:

“Alle, der arbejder under den samme overenskomst, opsparer pension på samme vilkår. På den måde kan vi få nogle ydelser, som især er fordelagtige for det flertal, som er kommet tidligt i gang på arbejdsmarkedet, arbejder fuld tid og i det hele taget opfører sig som flertallet. Nogle enkelte ville ønske, de selv kunne råde over de penge, der bliver indbetalt, fordi deres situation er anderledes. De må så være solidariske, ellers risikerer vi bare forringede vilkår for flertallet, hvilket ville være udemokratisk.”

Dårligt stillede har mindre at miste
Hun tilføjer, at det heldigvis som regel er mennesker, der i forvejen er dårligere stillede end gennemsnittet, som får mindst gavn af de kollektive aftaler.

“Det rammer ikke dem så hårdt, fordi de er vant til modgang. Desuden har de mindre at miste end os andre, så for dem er det nemmere at give afkald på noget i solidaritetens navn, end det er for os andre. Har man aldrig oplevet reel modgang, er det svært og utrygt, og derfor er det vigtigt først og fremmest at sikre velfærden for os, der aldrig har prøvet at mangle noget.”