Foto: Thunderstock, Bigstock
Der kan godt gå sport i at håne sin datter med, at hun ikke får bedre karakterer, indrømmer Freddy Nielsen, der slet ikke kan få nok af at se hende dukke nakken af skam.
“Hvis du får 12, betaler jeg dit kørekort.”
17-årige Mathilde Nielsen er på vej ud af døren, da hendes far, den 52-årige investeringsrådgiver Freddy Nielsen, råber efter hende. Mathilde råber tilbage, at han kan rende hende et vist sted. Hun ved godt, at hun ikke får 12. Det gør Freddy også.
“Hun skal være heldig, hvis hun får 2. Hun skal op i mundtlig tysk, og jeg har altså hørt hende læse noget højt fra pensum,” siger han og fortsætter med et begejstret fnis:
“Det lyder helt ad hekkenfeldt til. Og hun kan slet ikke sine bøjninger.”
Sjovest når hun græder
Freddy Nielsen prøver at imitere sin datters gebrokne tysk, men det lykkes ikke rigtig.
“Ej, jeg kan slet ikke, men hvis du stadig er her, når hun kommer tilbage, kan vi få hende til at sige noget til dig,” siger han og lover, at det lyder hyleskægt.
I stedet begynder han at overveje, hvordan han skal håne hende, når hun kommer hjem.
“Efter danskeksamen i folkeskolen sagde jeg til hende, at hun ikke skulle være ked af at være dårlig til dansk, for så var hun jo til gengæld god til matematik. Det blev hun vildt sur over, for det passer selvfølgelig ikke, hun er også herredårlig til matematik. Måske skal jeg finde på noget lignende – jeg vil bare helst forny mig selv, så hun ikke bliver immun,” siger han og tilføjer, at det er sjovest, hvis han får hende til at græde:
“Så kan jeg også drille hende med, at hun er en pivskid og kalde hende pattebarn.”
Bedste karakter et 7-tal
Der går lidt sport i det, indrømmer Freddy Nielsen, for Mathilde er ikke nem at hyle ud af den.
“Hun har altid været sådan en udadvendt og livsglad pige, hvilket altid har undret mig, for der er faktisk ikke noget, hun er sådan rigtig god til,” siger han og tilføjer, at hun indtil videre aldrig har fået en karakter højere end 7.
“Hendes foreløbige gennemsnit i gymnasiet er 4,6. Så burde man ikke rende rundt og være så glad, vel?” spørger han retorisk og fortæller, at den største fryd for ham er, når det en sjælden gang imellem lykkes ham at få hende til at dukke nakken af skam og blive sådan rigtig ked af det:
“Jeg brøler af grin, hver gang det sker, og jeg bliver heldigvis bedre og bedre til det. Det skal nok lykkes mig at få den sidste rest selvværd pillet ud af hende, før hun er færdig med gymnasiet.”
