Foto: TopVectorStock, Bigstock

Foto: TopVectorStock, Bigstock

Det er helt naturligt at ville vide alt om sine naboer. Heldigvis kan internettet hjælpe dig med rigtig mange oplysninger.

Hvis du vil vide, hvad din nabo tjener eller spiser, kan du hurtigt få stillet din nysgerrighed ved at søge på nettet. Det skal du ikke skamme dig over, for oplysningerne ligger der jo, fordi vi mennesker har et behov for at få ting at vide om andre uden at skulle spørge dem selv.

Det er dog ikke ensbetydende med, at du kan få svar på alt, hvad du gerne vil vide om dine naboer. Spørgsmålet om, hvor din nabo bor, har for eksempel været ubesvaret i meget lang tid, men nu råder vi bod på sagen: Din nabo bor ved siden af dig.

Kan være til begge sider
Nu tænker du sikkert, at det er meget godt, men at svaret er ubrugeligt, når det ikke fremgår, hvilken side der menes.

Her kommer Poul Anders Lind til hjælp. Han er lektor i mikrogeografi ved Syddansk Universitet og naboskabsekspert. Han forklarer, at din nabo bor enten til højre eller til venstre for dig, men at det kræver empiriske undersøgelser at sige det præcist.

“Det kan variere fra nabo til nabo, om vedkommende bor til højre eller venstre for dig. Fælles for dine naboer er dog, at de bor ved siden af dig,” siger han og tilføjer, at hvis det ikke er tilfældet, så er der ikke tale om en nabo.

Overbo, underbo, genbo
Faktisk sker dette ofte, at nogen, man har opfattet som en nabo, viser sig slet ikke at være det, fortæller Poul Anders Lind. Det er ofte tilfældet, hvis man bor i etagebyggeri.

“Man kan sagtens komme ud for, at en anden, der bor i opgangen, ikke er ens nabo, men derimod en overbo eller underbo,” uddyber han.

Noget lignende kan man komme ud for på en villavej. Her er det dog oftere tilfældet, at folk viser sig at være genboer og ikke naboer.

“Genboen er den, der bor på den anden side af vejen, altså over for dig,” siger eksperten og slutter:

“Det, som er mest bemærkelsesværdigt ved nabofænomenet er, at der altid er tale om en gensidig relation. Du ikke bare har en nabo, du er din nabos nabo. Hvorimod du ikke kan være din overbos overbo, så det er en helt anderledes relation. Det samme gør sig gældende for dem, der bor i det hus, der støder op til din baghave. De er hverken naboer, genboer, overboere eller underboere. Faktisk har den relation slet ikke et navn, hvilket forskere tilskriver det forhold, at det som regel er mennesker, du ikke gider have noget med at gøre.”