Foto: Koldunov, Bigstock

“Så længe de ikke slår eller forsømmer dem, går det vel nok,” siger Patricia Andersen. Hun er formentlig selv en elendig mor, lyder det fra fremmede kvinder på sociale medier.

Det startede allerede for syv år siden: Patricia Andersens søn var lige fyldt en måned, og en artikel begyndte at florere på sociale medier om, hvor vigtigt det var at undgå pjattet babysprog, når man talte til sit spædbarn.

“Min veninde sagde, at sådan gjorde hun ikke og spurgte mig, hvad jeg mente om artiklen. Jeg svarede, at jeg egentlig var ret ligeglad med, hvordan andre talte til deres spædbørn,” husker Patricia Andersen, der i dag har to børn og stadig er ligeglad.

“Jeg regner med at de fleste forældre snakker med deres børn på jævnlig basis, så mon ikke det går?”

Ingen holdning til Instagram
De sidste mange år har Patricia også været ligeglad med, om andre mødre gav deres børn økologisk mad, om de spillede Mozart for dem, eller om de tog dem med på museum.

“Mine søstre og kusiner har holdninger til, om man skal forhandle med børn eller være streng, og hvornår man skal fortælle dem om alle de slemme ting, der foregår i verden. Men så længe man ikke slår eller forsømmer sine børn, går det vel nok,” siger hun, der heller ikke har nogen holdninger til, om man skal dele billeder af sine børn på Instagram eller fortælle om deres karakterer på Facebook.

“Jeg tror, de fleste forældre har meget godt styr på det. Alt det andet er jo bare detaljer,” forklarer hun, der mødes med enstemmig fordømmelse fra fremmede kvinder på sociale medier.

Døde øjne afslører Patricia
“Sikke en so. Hun skulle få taget sine børn fra sig,” lyder det fra Ulla, der bakkes op af Maja og Lisette.

“Hun er formentlig selv en elendig mor, der skjuler sine egne fejltagelser ved at tale dårligt om andre,” siger Lisette.

Patricia Andersen mener ikke, hun taler dårligt om nogen, men den hopper Maja ikke på.

“Du lyder virkelig som et koldt og arrogant menneske. Jeg har ondt af de børn. Føj!” skriver hun i en længere tråd på Facebook, hvor Patricia Andersen blandt andet anklages for at være vaccinemodstander, vaccinetilhænger og at mangle empati.

“Jeg kan se på dine døde øjne, at du ikke er egnet til at være mor,” skriver Ulla og afslutter med en emoji, der kaster op.