Foto: FreedomTumZ, Bigstock

Hvis dette fortsætter, er kvindeskak en saga blot, udtaler skakkommentator om franske Céline Martin, der forleden vandt et regionalt mesterskab efter blot to år på østrogen.

“Se de mandhaftige træk. Der er tydeligvis ikke tale om en rigtig kvinde.”

Gilles Thibaux, skakkommentator for avisen Le Figaro og tidligere fransk skakmester, ryster på hovedet. På sin skærm har han lige set 25-årige Céline Martin fra Vannes slå den jævnaldrende Simone Bernard i sidste uges regionale skakmesterskaber.

Martin er den første spiller fra Vannes, der har opnået førstepladsen i Bretagnes skakliga siden 1965, men det er ikke derfor, hun har skabt kontrovers.

Vil kigge i Martins bukser
“For bare tre år siden hed hun Claude, og i dag fører hun sig frem som kvindelig skakspiller. Det er en skændsel for sporten,” siger Gilles Thibaux og hentyder til, at Martin er transkønnet og siden 2016 har gået under navnet Céline.

For to år siden begyndte Martin på en række østrogenbehandlinger, der skulle give hende mere feminine karakteristika som større bryster, mindre ansigtsbehåring og bredere hofter. Men ifølge Thibaux er det slet ikke nok til, at han ville lade Martin konkurrere med andre kvinder.

“Jeg vil se, hvad der gemmer sig i hendes bukser. Og jeg kan lige så godt sige det med det samme: Hvis det er en diller, så er det helt ud!”

Kæmpestore hænder
Thibaux understreger, at hans holdning ikke er udtryk for ringeagt over for transkønnede.

“Folk må gøre, lige hvad de vil, men der er jo en grund til, at vi har delt skakturneringerne op i kvindelige og mandlige ligaer. Så kan man godt sige, at man føler sig som kvinde, men når enhver kan se, at Martin har skuldre og kæbe som en mand og kæmpestore hænder, bliver det tydeligt for enhver, at der er noget galt. Det ser jo helt forkert ud, når der på den ene side af skakbrættet sidder en spinkel kvinde som Simone Bernard og på anden side en hærdebred, ja, undskyld mig, mand i damekjole. Simone har jo ikke en chance!”

Indtil videre er Céline Martin den eneste åbent transkønnede person i den franske skakverden, men Thibaux frygter, at der vil komme flere, hvilket vil betyde en ødelæggelse af sporten.

“Så er det slut med kvindeskak, som vi kender det!”

(Artiklen blev oprindeligt bragt den 5/3 2019)


Forfatterkommentar af Marta Sørensen

Verdensmesterskaberne i skak er åbne for alle køn, men har en særlig underafdeling for kvinder. Måske for at anerkende dem, der ellers ville blive overstrålet af de typisk dygtigere mænd. Som regel kønsopdeler man sportsgrene på grund af mænds medfødte fysiske fordele, men hvad er årsagen i skak? Den samme? Og ville en transkvinde i så fald blive et problem, eller går det, hvis vi accepterer, at personen har en kvindehjerne på trods af vedkommendes testosteronfyldte fortid?