Sol-, vind- og bølgeenergi får nu konkurrence fra vrede midaldrende mænd som en ren energikilde. Klimaskeptikere genererer nemlig såkaldt naturlig elektricitet, når de skal forholde sig til den 16-årige svenske aktivist Greta Thunberg.
“Der er ingen evidens for, at klimaforandringer er menneskeskabte. Hvad med at lytte til Henrik Svensmark med solpletteorien i stedet for et psykisk ustabilt barn, der mener, vi skal gå i panik, og som kan ‘se’ CO2?”
Vilhelm Bjørnsson er ved at få talt sig varm. Den 56-årige ingeniør og kaptajn af reserven sidder i bar overkrop dækket af elektroder, mens han læser udsagn af og om Greta Thunberg. Ved siden af ham summer en generator.
Udvinder energi fra mændenes raseri
“Det er ligesom børnekorstoget i 1212 – en undskyldning for røde politikere for at brandbeskatte biler og forbyde brændeovne!”
Gnister springer fra generatoren, hvilket får Marjolein Helder fra Wageningen University i Holland til skyndsomt at trække elektroderne af Bjørnssons røde isse. Hun forsker i såkaldt mikrobiele brændselsceller.
Cellerne trækker strøm fra den energi, som klimaskeptikerne udleder, når de skriver og taler om den 16-årige svenske klimaaktivist Greta Thunberg.
“Den største udfordring er at sikre en stabil spænding. Energien kommer i korte, meget kraftfulde udladninger, der kan være farlige for omgivelserne. Lidt ligesom, når det lyner,” udtaler Helder.
Klummeskribent svarer til kæmpe vindmølle
Brændselscellen kan i øjeblikket generere 0,4 watt per kvadratmeter vred midaldrende mand. Det er mere, end der frembringes ved fermentering af biomasse. I fremtiden kan bioelektricitet fra klimaskeptikere generere op mod 3,2 watt per kvadratmeter hud, der er tilsluttet brændselscellen.
Det betyder, at kommentarsporet til en Ekstra Bladet-artikel om Greta Thunberg kan forsyne en husstand med et gennemsnitligt forbrug på 2800 kWh per år.
En klummeskribent fra Berlingske, der er 180 centimeter høj og vejer 100 kilo, genererer lige så meget energi som verdens største vindmølle, nemlig den 220 meter høje Vestas V164, der står ved Østerild Klitplantage i Jylland.