Mette Frederiksen fortæller, at det kan være svært at vælge den rigtige politiske leder og finde sin politiske kurs, og hun opfordrer derfor Venstre til ikke at forhaste formandsvalg eller politikudvikling samt inddrage pressen maksimalt i processen.
“Både Kristian Jensen og Lars Løkke Rasmussen er supergode formandskandidater, som jeg har den største respekt for. Hvis jeg var medlem af Venstre, ville jeg godt nok også have svært ved at vælge mellem dem, og begge er formidable modstandere.”
Så store er roserne fra statsminister Mette Frederiksen, der i et interview med RokokoPosten har valgt at se bort fra den normale konkurrence mellem de to partier og komme med et par gode råd til de borgerlige rivaler i Venstre.
Frederiksen: Har lært meget af formandsvalg
“I Socialdemokratiet har vi også haft spændende processer med kampvalg om formandsposten, som vi har lært rigtig meget af, og som er en vigtig del af vores partihistorie,” siger hun.
Mette Frederiksen understreger, at hun ikke ønsker at pege på nogen specifik kandidat eller politik som optimal for Venstre, men blot stimulere til en sund dialog i partiet.
“Naturligvis vil jeg ikke blande mig, men det virker, som om Venstre står i en sårbar fase i forhold til politik- og ledelsesudvikling. Der vil jeg gerne se bort fra almindeligt politisk fnidder og komme med et par råd til, hvad jeg tror, er den optimale vej frem,” siger hun.
Vigtigt at inddrage medierne
“Først og fremmest skal Venstre tage sig rigtig god tid, for det er enormt vigtigt ikke at forhaste sig. Så kommer man let til at træffe en forkert beslutning. Når det kommer til så vigtige spørgsmål som, hvem der skal stå i spidsen for partiet, og hvorvidt man skal gå i regering med os eller ej, bør man bruge mindst én valgperiode, gerne to, på at diskutere. Derudover bør man sørge for at tage en god og offentlig snak om de andre blå partiers medansvar for valgnederlaget,” siger statsministeren og understreger, at det er vigtigt også at inddrage pressen i overvejelserne.
“Selvfølgelig er debatten først og fremmest et anliggende for partiet, men det er vigtigt at sikre gennemsigtighed, så befolkningen kan følge med. Derfor vil jeg klart opfordre alle Venstre-folk til at gå i pressen med deres overvejelser om partiets fremtidige politik, hvilke personer de kan lide eller ikke og alt andet, som kan være relevant i denne brydningstid.”