Foto: Cabinet of Ministers of Ukraine, Wikipedia

Venstres tidligere formand har meldt sig ind i Socialdemokratiet, hvor han håber på at udleve sin drøm om at blive minister i en regering ledet af Mette Frederiksen.

Det har været en begivenhedsrig uge for Lars Løkke Rasmussen, der i lørdags annoncerede, at han træder tilbage som formand for Venstre. Siden har mange spekuleret på, hvad den tidligere partiformand og statsminister skulle lave. Det spørgsmål blev besvaret torsdag morgen, hvor Lars Løkke Rasmussen på Facebook erklærede, at han har meldt sig ind i Socialdemokratiet.

Har længe beundret Thorning og Corydon
“Jeg har haft en drøm om at blive minister i en socialdemokratisk regering hele mit liv – eller i hvert fald siden slutningen af maj måned. Eftersom jeg igennem længere tid desuden har beundret socialdemokratiske ikoner som Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon, og jeg ikke længere har officielle forpligtelser i Venstre, er det oplagt for mig at gå nye veje i forsøget på at udleve drømmen,” skriver Løkke Rasmussen.

“Jeg stiller mig derfor til rådighed for Mette Frederiksen med det samme og er villig til at trække i arbejdertøjet allerede fra dag et,” fortsætter den tidligere statsminister og forklarer, at han håber på at få en valgkreds.

“Mine valgplakater er allerede klar og krævede blot, at jeg med sort sprittusch slettede et par ord fra mit slogan fra sidste valg: ‘Samme velfærd som Socialdemokratiet – bare uden skattestigninger’.”

Frederiksen: Køgekredsen er ledig
Mette Frederiksen er positivt indstillet over for Lars Løkke Rasmussens udmelding og vil slet ikke udelukke, at den tidligere partiformand har en fremtid i Socialdemokratiet.

“Vi er et rummeligt parti, og jeg har med glæde bemærket, at Lars Løkke Rasmussen gradvist har nærmet sig vores politik. Det er lidt for tidligt at udtale sig om ministerposter, men jeg ved, at der er en folketingskreds ledig i Køge, hvor jeg tror, at man vil være glad for en kandidat, der både forstår at sætte sin vilje igennem og holder en god fest,” siger statsministeren.

En af de få kritiske stemmer er Børsens chefredaktør og tidligere finansminister, Bjarne Corydon, der mener, at Lars Løkke Rasmussen med fordel kunne have startet sin socialdemokratiske karriere som chefredaktør for den socialdemokratiske avis PioPio.