Foto: Estradaanton, Bigstock

Foto: Estradaanton, Bigstock

Tjener på Dalle Valle, medarbejder i kommunernes borgerservice og kasseassistent i Netto er lige nu de mest populære servicejob for menneskehadere.

Hader du andre mennesker, eller er du bare god til aldrig at smile, men stirre tomt ud i luften for at undgå øjenkontakt, og drømmer du om at arbejde i et servicejob, findes der gode muligheder for dig. Her er de tre mest oplagte bud på steder, hvor din særlige evne til at udstråle ligegyldighed eller modvilje vil blive særligt værdsat.

1. Dalle Valle
Den populære buffetrestaurant sætter pris på personale, der kan bevæge sig hurtigt rundt mellem bordene med blikket fæstnet på endevæggen, så de ikke får øje på signaler fra gæster, der ønsker deres opmærksomhed.

“Flest mulige gæster ind, kortest mulig tid per gæst. Det er sådan, vi holder priserne nede. Det nytter ikke noget, hvis tjenerne kommer rendende, hver gang en gæst, der tror, det er D’Angleterre, vifter med hånden for at få tjenerens opmærksomhed,” siger Anne Christensen fra restaurantkædens HR-afdeling.

2. Borgerservice
Den kommunale borgerservice har et stort behov for medarbejdere, der ikke bare kender paragrafferne, men kan være paragrafferne, så borgerne forstår, at de har at gøre med et meget indviklet system. Det samme gælder medarbejdere ved de kommunale informationsskranker og andre steder, hvor man kan være det første ansigt, borgeren møder.

Aase Jeppesen sidder i informationsskranken i et jobcenter. Hun skal fortælle folk, hvordan de finder rundt i det kafkaske byggeri.

“Når en borger henvender sig, bruger jeg et halvt til et helt minut på at kigge den anden vej, mens jeg triller tommelfingre eller noget andet, der viser, at jeg ikke er optaget af en anden opgave. Så sukker jeg dybt, vender ansigtet i retningen af borgeren og afventer. Jeg siger ingenting. Når jeg ved, hvad det drejer sig om, svarer jeg kort og præcist og drejer ansigtet væk igen, før jeg er helt færdig med at sige noget,” siger hun.

Kommunerne tilkendegiver, at de mangler mange medarbejdere af Aases karat.

3. Netto
Er du livstræt og vrissen, er et job ved kassen i Netto lige noget for dig. Her udvikler du dit potentiale for at messe tonløst, tale uden øjenkontakt og – hvis du er så heldig også at få lov at gå og fylde op på hylderne – evnen til at stille sig i vejen og lade som om, du ikke har opdaget, at en kunde vil forbi.

“Fakta vil gerne, at kunderne bliver lidt længere. Det vil vi ikke i Netto. Faktisk ville vi helst undgå kunder, men vi skal jo tjene nogle penge,” siger HR-medarbejder Torben Kuhrt.