Foto: Creatista, Bigstock

Foto: Creatista, Bigstock

De fleste teenageres forældre er pinlige, og det skyldes i overvejende grad, at de røg hash som unge. Vil de unge derfor undgå selv at blive pinlige forældre som voksne, bør de holde sig langt væk fra rusmidlet, advarer Sundhedsstyrelsen.

Ifølge en undersøgelse foretaget af RokokoPolls er andelen af unge, der har røget hash, 100 procent højere, end den burde være. Forbud samt oplysnings- og skræmmekampagner er stort set virkningsløse, men nu viser en undersøgelse foretaget af en gruppe forskere på University of New South Wales i Australien, at unges indtagelse af stoffet kan have alarmerende konsekvenser.

I tidsskriftsartiklen Why are they so lame? An investigation of the factors causing parents of teenagers to be so unbearably uncool fremlægger forskerne resultaterne af denne undersøgelse. Konklusionen er, at når forældre til teenagere er så megapinlige, som det desværre ofte er tilfældet, skyldes det i altovervejende grad, at de røg hash som unge.

De fatter en skid
Forskerne arbejdede ud fra en hypotese om, at årsagen primært skulle findes i, at forældre til teenagere ikke fatter en skid. Det viste sig dog at være forkert.

“Forældrene fatter faktisk en skid. Nogle fatter endda væsentligt mere end en skid. Til gengæld har de stort set alle røget hash,” siger adfærdsbiolog Kathleen Austin, der har ledet forskningen, som har strakt sig over otte år og involveret flere end 1000 forældre og deres teenagebørn.

Hun fortæller, at sammenhængen mellem forældrenes pinlighedsniveau og deres indtag af hash i ungdomsårene er overraskende signifikant.

“Den er så tydelig, at vi ikke er i tvivl om, at det er her, årsagen skal findes. Der er selvfølgelig andre faktorer, der spiller ind. For eksempel bidrager det til pinligheden, at mange af disse forældre er vokset op i en tid, da man søgte viden i uddaterede leksika, som stod på bogreolerne uden chance for løbende opdatering, at de kun har haft adgang til analoge legesager – nogle endda blot til genstande fundet i naturen – og sidst, men ikke mindst et stærkt begrænset udvalg af tv-kanaler, der har tvunget dem til at se tvivlsomme krimier og quizprogrammer sammen med deres forældre,” siger hun.

Unge kan ende som forældrene
Disse faktorer kan dog ikke i sig selv forklare, at teenagernes forældre er så pinlige. Derfor slår Sundhedsstyrelsen alarm.

“Hvis I eksperimenterer med hash, kan I ende med at blive lige så kiksede og pinlige som jeres forældre, så tænk jer om en ekstra gang,” lyder opfordringen til de unge.