Foto: p.lange, Bigstock

Foto: p.lange, Bigstock

“Jeg ved ikke, om jeg nogensinde kommer til at rejse mig igen,” siger Guds søn og verdens frelser efter at have set et billede af fire rockmusikere, der hænger på kors. 

“Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.”

Sådan sagde Jesus for rundt regnet 1986 år siden, men han husker det stadig, som var det i går. Det lader dog til, at alle andre har glemt det, fortæller han, da RokokoPosten møder ham på Kongens Nytorv i København, hvor man i disse dage kan se en koncertplakat, der forestiller fire danske rockmusikere, som hænger på kors.

“Det er lige netop den slags latterliggørelse af mig og de symboler, som mine tilhængere bruger til at mindes mig, jeg havde i tankerne, da jeg sagde det med ‘mine mindste brødre‘,” siger han uden at få øje på den hjemløse mand, der ligger få meter derfra og hoster voldsomt, mens de forbipasserende har travlt med at kigge væk.

Disrespekt for symboler værre end tortur
Jesus forsøger at kigge på plakaten, men kan næsten ikke holde det ud.

“Det er selvfølgelig ikke rart at blive forrådt, tortureret og henrettet, men det er vand sammenlignet med kristne symboler, der ikke bliver taget alvorligt,” siger han og minder igen om sine ord om de mindste af hans brødre:

“Alt det, I gør mod dem, gør I mod mig og alt det, I ikke gør, gør I heller ikke mod mig. Er det så svært at forstå, at når jeg siger sådan, så betyder det, at I skal have respekt for symboler?”

Glad for opbakning fra katolsk biskop
En af de eneste, der har kritiseret koncertplakaten er Czesław Kozon, der er biskop for Danmarks katolikker. Det er Jesus glad for.

“Det er godt nok et voldsomt anslag, og jeg ved ikke, om jeg nogensinde kommer videre efter det her, men at han tager mit parti, er trods alt et plaster på såret. Nu håber jeg bare, at flere kristne vil bakke op om hans kritik i stedet for at lytte til folk som hende Charlotte Dyremose. Tænk, at hun som præst kan mene, at man bare skal vende den anden kind til,” siger han og slutter:

“De bliver nødt til at stå sammen om at råbe et højt og fyndigt ‘føj!’, så verden kan se, at det ikke er spor rart for dem. Hvordan skal folk ellers forstå, at jeg er Kristus, og at min kærlighed kan frelse dem?”