Foto: Rido81, Bigstock

Den teknologiske udvikling har givet mennesker større frihed, ligesom det er en fordel, at boliger ikke længere er sundhedsskadelige, mener ældre mand.

“Hvis jeg skal være sådan helt ærlig, synes jeg faktisk, at verden på mange måder er bedre i dag, end da jeg var ung,” siger den pensionerede gymnasielærer Georg Aagaard Johansen og trækker på skuldrene.

I modsætning til sine jævnaldrende venner og bekendte mener Georg nemlig ikke, at verden er af lave, og at ungdommen er faldet af på den.

“Det er jo ikke, fordi verden er perfekt i dag, men når jeg tænker tilbage på dengang, jeg var ung, var der virkelig mange ting, der ikke var særlig gode,” siger han og kommer med en række eksempler.

“Da min kone og jeg flyttede sammen på Nørrebro i 1969, var det før saneringerne. Vi boede i en lille slumlejlighed oppe under kvisten i et baghus,” husker Georg Aagaard Johansen og siger, at det hverken var hyggeligt eller charmerende at bo under sundhedsskadelige forhold.

Teknologien er bedre i dag
Han fremhæver også den teknologiske udvikling som en positiv ting ved dagens samfund i forhold til dengang, han selv var ung.

“Det er da fantastisk. Det er så meget nemmere at kommunikere og følge med i verden omkring sig. Og tænk sig, jeg kan streame lige, hvad jeg vil. Jeg behøver ikke sidde og vente på, at mit yndlingsprogram kommer i fjernsynet,” siger Georg Aagaard Johansen med begejstret mine.

Smidt ud af vinterbadeklubben
Det har langt fra været uden konsekvenser for Georg at udtale sig positivt om verdens tilstand. For eksempel er han blevet smidt ud af sin vinterbadeklub, ligesom hans kone har stor morskab med at skifte baggrundsbilledet på hans iPhone ud med et billede af Greta Thunberg.

Selv mener Georg Aagaard Johansen dog ikke, at der er nogen grund til at reagere særlig stærkt på hans holdning.

“Prøv at høre, jeg siger ikke, at alt er perfekt i dag. Der er stress og klimaforandringer og så videre. Og det var ikke alt, der var dårligt, da jeg var ung. Vi havde The Beatles for eksempel,” siger han og sukker dybt.

“Jeg siger bare, at verden stille og roligt er blevet bedre og bedre. Mennesker er blevet rigere, vi kan rejse frit. Der er mindre kriminalitet og større mulighed for at bestemme over sit eget liv.”