En ambitiøs innovations-temauge på Visbylille Skole i Assens blev en katastrofe for såvel elever som læreres selvforståelse. Ingen af børnene opfandt noget som helst marginalt nyskabende og levede dermed ikke op til Danmarks vision om at leve af entreprenørskab og kreativitet.
Uge 49 stod i entreprenørskabets tegn på den fynske Visbylille Skole. Eleverne arbejdede sammen på kryds og tværs uden skema eller klassestruktur.
Under overskriften “innovation, motivation, inklusion” skulle de “have en ordentlig én på opleveren med vilde idéer, højt til loftet og sprængte rammer”. Det fortalte skoleleder Sune Bliddal til Assens Ugeavis på temaugens første dag.
“Når først 395 hjerner i alderen seks til 16 går i gang og sparrer med vores superdygtige lærere, genererer idéer og formulerer visioner, er der ingen grænser for, hvad det kan blive til. Måske finder vi en løsning på klimakrisen,” erklærede han ifølge avisen med et glimt i øjet, mens han gav en highfive til en forbipasserende elev.
Besøg af stjerneiværksætter
Der blev arbejdet multimodalt, innoveret og blogget, mens eleverne brainstormede i workshops, der kunne foregå hvor som helst. Et team havde fx taget cykelskurets tag i brug, mens andre foretrak skolekøkkenet.
I løbet af ugen var der indlagt en pitch-konkurrence, hvor eleverne fik feedback på deres idéer af den lokale iværksætterhelt Mikkel Egebo, som producerer økologisk energidrik og bæredygtigt streetwear. Vinderne fik en to timers coachingsession med Mikkel, der til ugeavisen erklærede:
“Det handler om at ville det! Jeg ser ikke på, om konceptet som sådan ‘giver mening’, men på, om begejstringen, driven og viljen er der. Som iværksætter har jeg lært, at når dét er til stede, kan alt lade sig gøre.”
Resultater udeblev
Trods elevernes drive og den behjertede coaching endte temaugen desværre som en fiasko.
Sune Bliddal har ikke tid til at kommentere, men henviser til naturfagslærer Gregers Jørgensen, som til RokokoPosten udtaler:
“Da ugen var slut, havde vi ikke flyttet ret meget. Nul banebrydende kystsikringsmodeller, ingen ukendte enzymer. Alle vores fede koncepter til produktion af fremtidens fødevarer endte som ildelugtende bundfald. Når andre skoler laver noget tværfagligt om innovation, kommer der altid resultater – altid!”
Gregers Jørgensen stirrer tomt frem for sig, før han lader følelserne få frit løb.
“Det var ad helvede til. Vi kunne fandeme lige så godt have haft undervisning i den uge. Det kan I skrive i jeres avis. De opfandt jo ikke en skid!”