Foto: Steen Brogaard, ft.dk
Danmarks socialminister er ligeglad med forskningsresultater, for hun har selv hørt fra nogen, der har snakket med nogen, der ved meget, at man kan få pest, skørbug og en række andre sygdomme af at sælge sex.
“Det kan godt være, forskerne siger, at det ikke passer. Jeg er ligeglad. For en, jeg kender, siger nemlig, at forskerne tager fejl, og hun ved altså rigtig mange ting og har også snakket med andre, der ved meget.”
Så klar i mælet er socialminister Astrid Krag (S), når det gælder påstandene om, hvilke skadevirkninger det har at sælge sex. Selvom det aldrig er lykkedes forskere at finde belæg for disse påstande, er ministeren overbevist om, at det fører til en lang række fysiske og mentale lidelser som pest, skørbug, spedalskhed, skoldkopper og dæmonbesættelse.
“Og hvis man gør det rigtig meget, kan man blive blind, komme til at tisse i sengen og få firkantede øjne,” påpeger hun.
De andre tøser fra gruppen
Når socialministeren er så sikker i sin sag, skyldes det, at salg af sex er et emne, hun har snakket rigtig meget med sine veninder om.
“Når jeg mødes med de andre tøser fra gruppen, kommer vi næsten altid til at snakke om prostitution. Jeg har jo overtaget en ministerpost fra en blå kælling, som mener noget helt forkert, og det synes vi altså allesammen, så det er ikke bare mig,” siger hun og fortsætter:
“De blå var lige ved at lave noget rigtigt møg, som ville betyde, at prostituerede blev behandlet ligesom alle andre. Men det skal jeg nok få sat en stopper for.”
Demokratiets spilleregler
Astrid Krag forklarer, at hendes forgænger brugte videnskabelige undersøgelser om sexarbejde som belæg for at normalisere erhvervet og give sexsælgere rettigheder på lige fod med andre erhvervsdrivende og lønmodtagere. Hun selv har ikke videnskabelig opbakning, men det bekymrer hende ikke:
“Vi lever i et demokratisk samfund, så at man har videnskabeligt belæg for noget er ikke ensbetydende med, at andre tager fejl. Alle har lige meget ret til at blive hørt, og så er det mig som minister, der bestemmer, hvem der har ret. Sådan er demokratiets spilleregler, og jeg vælger altså at stole på Camilla og de andre tøser, som synes det samme som mig.”
