Au pair-ordningen handler alligevel ikke om kulturudveksling og skal derfor udvides til at omfatte håndværkere, foreslår Liberal Alliance. Der findes nemlig masser af desperate fattige mennesker, der sulter og er villige til at arbejde for lommepenge.
Ansæt en udenlandsk håndværker i to år til 4500 kroner om måneden. Sådan lyder et nyt forslag fra Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, der vil gøre det muligt for danskere at bruge au pair-ordningen til at hente billig arbejdskraft ind fra hele verden.
Bedre at være i Danmark end Syrien
“Lad os være ærlige: Au pair-ordningen handler ikke om kulturudveksling, men om billig arbejdskraft, der gør alle rigere. Danskerne får et nemmere liv, og arbejdsomme udlændinge får et toårigt afbræk fra sult og fattigdom,” udtaler Vanopslagh og tilføjer:
“Set i det perspektiv giver det ikke mening at forbeholde ordningen kvindelig hushjælp. Der findes millioner af desperate mennesker, der er villige til at arbejde i Danmark for lommepenge. Hvis man fx sidder i en syrisk flygtningelejr eller vokser op i en favela (slumkvarter, red.) i Brasilien, er det trods alt bedre at arbejde i Danmark på en byggeplads til 4500 kroner om måneden.”
Han henviser til beregninger fra tænketanken Kraka, der viser, at hvis man omregner værdien af udgifter til en au pair-håndværker, som vedkommende ikke selv står for, såsom danskundervisning og flybilletter, svarer det til en indtægt på niveau med en ufaglært på 30 timer.
“Vel at mærke en ufaglært, der samler flasker, bor på et sprogcenter og aldrig spiser mad eller taler i telefon,” udtaler seniorøkonom i Kraka, Cecilie D. Weatherall.
Udvisning hvis man pifter efter kvinder
LA-forslaget får opbakning fra uventet kant, nemlig foredragsholder og feminist Emma Holten:
“Som kvinde er det belastende, når danske håndværkere fløjter eller råber efter en. Med en au pair-håndværker kan man bare true ham med udvisning. I det hele taget kan man gøre, hvad man vil: misbruge ham seksuelt eller tæve ham. Hvis man brokker sig, ryger han ud af landet. Endelig er magtforholdet i kvindernes favør,” jubler hun.