Foto: The Masterplan Studios, Bigstock

Foto: The Masterplan Studios, Bigstock

Det bliver et år med 52 mandage og en ny Minions-film, og i december vil man kunne opleve en total solformørkelse i det sydlige Sydamerika, spår fremtidsforsker, der også lover, at vi kommer til at høre dumme udtalelser fra politikere.

Et nyt år har set dagens lys. Et ubeskrevet blad, en frisk tabula rasa – ja, faktisk har vi taget hul på et helt nyt årti.

Normalt kan man ikke spå om fremtiden, men fremtidsforsker Erik Bahn er ved hjælp af videnskabelige metoder som en af de eneste i verden i stand til at forudse mange af de ting, der med stor sandsynlighed vil ske i 2020.

“Der er tale om rigtig mange ting, især hvis vi udvider vores søgeradius til hele universet,” siger fremtidsforskeren, der derfor kun fremhæver enkelte af sine forudsigelser.

Godt nyt til mandagshadere
Da årets første dag er en onsdag, kan man som mandagshader fristes til at tro, at man bliver snydt for en anledning til at brokke sig. Imidlertid skal man ikke engang vente en uge, så bliver det mandag første gang.

“Alt i alt kan mandagshaderne se frem til hele 52 mandage, hvilket giver dem rig mulighed for at svælge i dårligdomme,” siger han.

Af andre datorelaterede fænomener nævner Erik Bahn, at man i år vil se datoen 29. februar, hvilket ikke sker så ofte.

“Det er kun rundt regnet hvert fjerde år, vi støder på en 29. februar. Det betyder, at alle, der er født denne dato, kan fejre fødselsdag i år. I samme åndedrag kan jeg nævne, at alle, der er født i et år med tallet nul som sidste ciffer, kan fejre rund fødselsdag i år.”

Stor aktivitet på kulturscenen
Også på kulturscenen vil der ske ting og sager, lover Erik Bahn.

“Der vil blandt andet komme en lang række nye film, blandt andet en med de sjove, små minions. Men også flere superheltefilm og sågar en ny James Bond-film. Vil man hellere læse bøger, får man også masser af nye at vælge imellem – sandsynligvis flere, end man kan nå at læse,” siger han.

Spændende oplevelser i naturen
Sidst, men ikke mindst forudser Erik Bahn, at 2020 vil byde på et væld af spændende naturoplevelser.

“Til december kan man, hvis man befinder sig i den sydlige del af Sydamerika, opleve en total solformørkelse. Hvis man ikke vil vente så længe – eller er klimabevidst og derfor vil holde sig tættere på hjemmet – vil man allerede om en måneds tid kunne opleve, at vintergækken springer ud,” siger fremtidsforskeren og slutter:

“Og så vil året naturligvis byde på masser af dumme udtalelser fra politikere. Det begynder allerede klokken 18, når statsministeren holder nytårstale.”