VadimGuzhva, Bigstock
Tyndfobien og den minoritets-stress, man lever med, når man er andetgjort, er den egentlige årsag til, at nogle tynde mennesker får problemer med helbredet, mener tyndaktivist, der kræver opgør med sygeliggørelsen af kraftigt undervægtige mennesker.
“Der er ikke noget, der hedder spiseforstyrrelser. Det er et begreb, samfundet har opfundet for at andetgøre de tynde.”
32-årige Emmelie Dinesen er ikke et sekund i tvivl. Som meget tynd mærker hun nemlig hver eneste dag diskriminationen på egen 168 cm høje og 41 kilo tunge krop.
Emmelie er tyndaktivist og medstifter af netværket Tynd Front, som bekæmper diskrimination af undervægtige – den såkaldte tyndfobi. Den har hun selv oplevet utallige gange.
“Jeg bliver sygeliggjort, fordi jeg stort set ikke har behov for at spise. De kalder det anoreksi, og jeg har sågar været indlagt, fordi folk er blevet indoktrineret til at tro, at det er farligt at spise for lidt,” siger hun.
Fra anorektiker til tyndaktivist
Det var under en indlæggelse, at Emmelie Dinesen mødte andre, der af samfundet var blevet stemplet som anorektikere.
“Vi har i fællesskab fundet styrken til at kæmpe mod den massive sygeliggørelse, vi bliver udsat for. Nu kæmper vi for retten til at være, som vi er, også selvom det falder andre for brystet, at vi ikke bryder os om mad,” siger hun og tilføjer, at målet med netværkets arbejde er at gøre det lige så acceptabelt ikke at spise eller at spise meget for derefter at kaste op, som det er at være vegetar eller veganer.
“Nogle foretrækker at undgå kød og animalske produkter. Andre foretrækker at undgå mad i det hele taget. Det er i virkeligheden det samme – det handler bare om præferencer,” siger hun.
Man dør af fordømmelse, ikke sult
Men hvad så med farerne ved at spise så lidt, at kroppen mister sine fedtdepoter og kommer i underskud af vigtige næringsstoffer? Risikerer man ikke at dø af sult? Det er, mener Emmelie Dinesen, en helt forkert måde at se tingene på.
“Man dør ikke af sult, men af samfundets fordømmelse,” siger hun og uddyber:
“Vi bliver andetgjort, og det giver minoritets-stress, som i modsætning til mangel på mad er meget skadeligt. Se bare på andre minoriteter som udlændinge, homoseksuelle og revisorer – vi dør alle som fluer, og det skyldes simpelthen, at det tærer på krop og sind at være udgrænset og afstødt.”
