Foto: chipus, Bigstock

Ordene deler befolkningen unødigt op og sætter rigide rammer for, hvad vi mennesker kan, lyder det fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, der heller ikke er begejstrede for “sort” og “hvid”.

For nylig varslede Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, at de ville rydde op i gammeldags og sexistiske eksempler på, hvordan man kan bruge ordene i Den Danske Ordbog, som de står bag.

Men det er ikke nok, siger ledende redaktør Sanni Nimb, der vil fjerne betegnelserne “mand” og “kvinde”.

Svært uden mand og kvinde
“Først forsøgte vi at finde sætninger med ordene, der lever op til nutidens høje krav om inklusion og ligestilling, men det var umuligt. Så fandt vi på vores egne sætninger, som de gør i Sverige: ‘Manden er en modbydelig konstruktion og bør aldrig tale i forsamlinger’. Men selve problemet, nemlig polarisende og sexistiske kønsbetegnelser, bestod. Ordene deler befolkningen unødigt op og sætter rigide rammer for, hvad vi mennesker kan,” indleder hun og indrømmer, at arbejdet med at redigere ordbogen uden “mand” og “kvinde” bliver svært.

“Betegnelserne indgår jo i en række sammensatte – og vanvittigt sexistiske – ord, som også skal fjernes. Desuden skal alle sætninger, hvor ordene indgår, også væk, selvom sætningerne er eksempler på, hvordan man bruger helt andre ord.”

Det betyder, at en sætning som “Manden kom gående hen ad gaden med sin hund” skal fjernes som eksempel på at bruge verbet “gå” og erstattes med “Enhver har ret til at gå på gaden med en hund eller et hvilket som helst andet kæledyr”.

Ingen problemer med ombudsmand
 “På den måde er processen besværlig. Til gengæld har vi ikke flere problemer med ord som ‘karrierekvinde’ og ‘ombudsmand’ – de ryger også bare ud,” siger Sanni Nimb, der har modtaget positive reaktioner fra flere Instagram-brugere, men også en del kritik.

“Nogle spørger, hvorfor vi kun går op i køn og ikke race, seksualitet eller handicap. Det forstår jeg godt, men lige nu har vi simpelthen ikke ressourcer nok til at rense Den Danske Ordbog for ‘sort’, ‘hvid’ og andre potentielt polariserende farvebetegnelser. Selvom jeg personligt ikke er glad for dem og ville foretrække det simple ord ‘menneskefarve’.”

Ved redaktionens afslutning havde RokokoPosten modtaget en klage fra flere vrede Instagram-brugere, der påpeger, at begrebet “handicap” er nedsættende og bør erstattes med “kropslig variation, der ikke ville volde nogen vanskeligheder, hvis verden var mere retfærdig”.