Foto: morganlstudios, Bigstock

Foto: morganlstudios, Bigstock

Angela Merkel samler Christine Lagarde op på vejen, når de og 772 andre talere mødes i den schweiziske by for at skabe en mere bæredygtig verden.

Når World Economic Forum i dag slår dørene op til det årlige Davos-møde med diskussioner og oplæg fra verdens absolutte elite, kan deltagerne gå på podierne med god samvittighed. Mange af dem planlægger nemlig at dele privatfly til den lille schweiziske bjergby.

“Jeg samler Christine (Lagarde, formand for Den Europæiske Centralbank, red.) op på vejen. Det er lidt en omvej, men langt mere bæredygtigt, end hvis hun skulle have gang i sit eget privatfly,” siger den tyske forbundskansler, Angela Merkel, der fik idéen til samflyvning, da hun så Greta Thunberg holde en passioneret tale for verdens ledere i FN-regi.

“Pludselig gik det op for mig, hvor hykleriske vi fremstår, når vi transporterer os selv på den absolut mest ødsle måde og samtidig forlanger, at andre skal skrue ned for deres forbrug. Mit håb er, at deling af privatfly kan få os lidt mere ned på jorden og i øjenhøjde med vælgerne.”

Togvogn i fly
Greta Thunberg selv, der også skal holde tale i Davos, oplyser, at hun bestemt ikke har tænkt sig at tage et privatfly, men køre i tog.

“Desværre passer det ikke med min kalender at tage toget hele vejen, men jeg har arrangeret det sådan, at min togvogn – med mig indeni – bliver transporteret med fly fra Berlin til Davos,” siger hun.

Ud over samflyvningen planlægger flere af Davos-deltagerne at genbruge deres tøj, når de skal holde tale.

Bøf af tofu
“Stella McCartney gav mig en lækker sag i samme farve som de koraller, der svinder bort i dette øjeblik, og den har jeg haft på til hele to internationale miljøkonferencer. Det er et sats at tage den på igen i Davos, men som leder må jeg gå foran,” siger Jennifer Morgan, der er direktør for softwarefirmaet SAP.

Et af Davos’ andre hovednavne, den amerikanske præsident, Donald Trump, regner dog ikke med at følge denne dagsorden.

“Jeg er kun med for at vise, at jeg er totalt ligeglad med den rigsretsag, der kører imod mig lige nu. Jeg håber ikke, nogen tvinger mig til at spise en bøf af tofu. Tofu er så sørgeligt,” siger han.