Foto: Steen Brogaard, folketinget

Mohammed Mashi fra Nørrebro er træt af den asociale adfærd, som folk med socialdemokratisk baggrund udviser. Det fortæller han under en gåtur ved Christiansborg, hvor han oplever, at man er “pisseligeglad med alle andre”.

Støvregnen siler ned over Christiansborg denne eftermiddag. Alting virker gråt.

“Jeg har jo planlagt en lille gåtur,” siger Mohammed “lille Mo” Mashi, da vi har givet hånd.

– Hvad er første stop?

“Det var … Nu skal jeg lige tænke mig om,” siger han og folder et ternet stykke papir ud.

“Jeg havde tænkt, at vi først skulle gå forbi Socialdemokratiets gruppeværelse. Det er den her vej, ikk’?”

Sikker på han har ret
Mohammed synes nemlig, at han har bemærket noget. Det er, som om der findes en overrepræsentation af mennesker med socialdemokratisk baggrund, der fører racistisk og asocial politik, siger han.

Han kan ikke bakke sin påstand op med andet end anekdoter og mavefornemmelser. Alligevel er han sikker på, at han har ret.

“Én ting er, at der er en overrepræsentation af socialdemokrater, der stemmer for velfærdsforringelser, når det gælder dagpenge og den kommunale velfærd. Dertil kommer lovgivning, der grænser til det racistiske, som dobbeltstraf i ghettoer. Men jeg vil også påstå, at der er en overrepræsentation i forhold til asocial opførsel. Det er jo sådan lidt mindre kvantificerbart …”

“En overrepræsentation betyder ikke alle,” skynder Mohammed sig at tilføje.

“Der er masser, som der ikke er nogen problemer med.”

Rasmus Stoklund vil tækkes Dansk Folkeparti
– Er det meget baseret på din egen personlige erfaring?

“Ja, det er det,” siger han.

“Og ud fra, hvad jeg hører fra folk og læser i dagspressen,” siger Mohammed og uddyber:

“For eksempel har jeg tit oplevet, at socialdemokrater som Rasmus Stoklund tror, at de kan tækkes Dansk Folkeparti ved at komme med tilfældige udfald mod os danskere med muslimsk baggrund. Det er sådan en ‘her kommer jeg’-mentalitet, hvor man er pisseligeglad med andre, som jeg ikke bryder mig om, og som jeg mener, der er en overrepræsentation af i Socialdemokratiet.”