Foto: Folketinget.dk

Det mangeårige folketingsmedlem for Dansk Folkeparti Søren Espersen bliver ny vært på DR2-programmet Deadline, hvor han afløser journalist Steen Nørskov. 

Journalist Sten Nørskov blev vært på DR2’s aktualitets- og debatprogram Deadline i november 2018.

Men nu er det slut, fremgår det af en pressemeddelelse, som DR udsendte torsdag morgen.

Nørskov: Vil søge nye udfordringer
“Jeg er virkelig glad for det års tid, jeg har været på Deadline. Men det er vigtigt ikke at blive slidt op i samme job,  så i samarbejde med ledelsen har jeg besluttet mig for at søge nye udfordringer som ledig,” udtaler Nørskov i pressemeddelelsen, hvor DRs generaldirektør Maria Rørbye Rønn understreger, at man har været glad for samarbejdet.

“Sten Nørskov har været en fantastisk vært for Deadline, men det skal han så ikke være mere af grunde, som overhovedet ikke har noget med politisk pres eller manglende armslængde at gøre,” skriver hun og fortsætter:

“Men hvis Dansk Folkeparti vil stemme for et medieforlig, hvor de kommende besparelser på DR bliver sløjfet, ville det godt nok være dejligt. I så fald ville vi sandsynligvis have råd til en dramadokumentarisk serie om Kaj Munk i 324 afsnit. Jeg siger det bare.”

Espersen: Vil behandle nationalkonservative hædersmænd og røde svin ens
I værtsstolen på Deadline vil seerne fremover møde Dansk Folkepartis medgrundlægger og mangeårigt folketingsmedlem Søren Espersen.

“Søren Espersen er en oplagt vært for Deadline, da han har lang tids erfaring som journalist og politiker og dermed en dyb indsigt i de problematikker, vi dagligt behandler i programmet. Derudover vil vi virkelig nødig have, at programmet bliver lukket, redaktionen fyret eller DR2 flyttet til Jylland,” siger redaktionschef Heidi Robdrup.

“Jeg kan love, at jeg bliver garant for journalistisk redelighed, uanset om jeg skal interviewe nationalkonservative hædersmænd, som kæmper for at redde nationalstaten Danmark fra de islamistiske horder, eller røde svin, som kun er interesserede i at ødelægge landet,” udtaler Søren Espersen og understreger, at han har stor erfaring med at håndtere armslængdeprincipper.