Foto: OlgaLucky, Bigstock

Jens på 48 og Anders på 57 vil ikke længere skjule deres tilbøjelighed til yngre kvinder i programmet “Cougarjagt – gammel mand søger ung kvinde”.

Den koksgrå topersoners sofa knager under vægten af Anders Poulsen, 57 år og førtidspensionist, idet han sætter sig med mobilen i hånden. I den anden hånd har han et glas hvidvin, som han sipper af, mens han gennemgår kvinderne på Tinder.

“Hende her er meget lækker. Meeeen … 27 år. Det er for gammelt til mig.”

Anders er mandlig cougar og interesserer sig altså primært for yngre kvinder. Sammen med Jens Krogh på 48 deltager han i DR-programmet “Cougarjagt – gammel mand søger ung kvinde” for at bryde tabuer om midaldrende mænd, der ikke gider date jævnaldrende kvinder.

Identificerer sig med Jack Nicholson
“Unge kvinder kan bare noget særligt. De er lækre, spændstige og sjældent interesserede i at flytte sammen og stifte familie – i hvert fald ikke med mig,” fortæller Anders med henvisning til en 22-årig kvinde, som han inviterede hjem på middag og en film.

“Jeg faldt i snak med hende i Føtex og foreslog, at vi skulle se As Good As It Gets, fordi den behandler cougar-tematikken på en rigtig interessant måde. Hovedpersonen spilles af Jack Nicholson, der er omkring de 60, mens den kvindelige hovedrolle er 34. Igen, lidt for gammel til mig, men til gengæld har jeg altid kunnet identificere mig med Nicholson.”

Kvinden var dog ikke interesseret, hvilket ifølge Anders og Jens skyldes samfundstabuer.

“Hun var formentlig nervøs for, hvad andre ville tænke om hende, hvis hun tog hjem til en mand på 57. Det er synd, at unge piger skal undertrykke deres lyster på den måde,” siger Jens, der har oplevet tabuerne omkring den mandlige cougar på egen krop.

Samfundet undertrykker kvinderne
“De danske kvinder, jeg kontakter, føler, at de skal bede om penge eller dyre tasker, før de må gå i seng med mig. Jeg har prøvet at forklare dem, at de skal kaste samfundets lænker af sig og bare dyrke sex med ældre mænd, fordi de nyder det, men det er ikke lykkedes mig at overbevise dem endnu. Der er pigerne i Thailand mere frigjorte; de er klar på hvad som helst for et måltid mad.”

Han og Anders er dog sikre på, at deres indsats for at bryde tabuer i Danmark vil bære frugt.

“Forleden lykkedes det mig at komme til første base med en yngre kvinde,” siger Anders.

“Hun var godt nok 44, men det er da en start.”