Foto: Christel, Pixabay

Foto: Christel, Pixabay

I 2020 vil mennesker født i Fiskens tegn have en uimodståelig trang til at løbe halvmaraton. Men da Saturn kaster uregelmæssige skygger i retning af Uranus, fraråder chefastrolog Henny Agerbæk løbetræning og anbefaler til gengæld sysler som porcelænsmaling og råbekor.

Du er født i Fiskens tegn. Derfor har du lige fra årets begyndelse glædet dig til forårets komme. Så skal du nemlig i gang med løbetræningen, så du kan blive klar til halvmaraton til sommer.

Det troede du i hvert fald. Men ifølge RokokoPostens chefastrolog kan du godt glemme alt om den plan.

“Sådan som Saturn kaster skygger på må og få i retning af Uranus, giver det ikke mening at løbetræne. Der er slet ikke noget genkendeligt mønster i de her skygger, og når det sker, siger det jo sig selv, at fisk lige så godt kan droppe enhver tanke om at gennemføre et halvmaraton,” siger hun.

Marts perfekt til råbekor
At drømmen om et halvmaraton brister skal dog ikke tage modet fra fisk, understreger Henny Agerbæk. Allerede i marts måned vil Jupiter nemlig presse Saturn fra den modsatte side, og så er tiden inde til at gøre noget ved det der med at gå til råbekor.

“Det er især mænd født i årene 1938 til 1978, der vil få udbytte af at gå til råbekor. Og hvis det kombineres med hønsestrik og udflugter til større danske skovområder, vil mandlige fisk i den aldersgruppe opleve en skøn indre udvikling, som helt sikkert vil gøre året til et af de bedste nogensinde,” siger Henny Agerbæk.

Også de fisk, der hverken er mænd eller født i den gunstige periode, kan få glæde af råbekor, men effekten vil ikke være nær så udtalt. Disse fisk kan så supplere med et aftenskolekursus i porcelænsmaling.

Tallerkner fyldt med regulære polygoner
“Man kan i princippet male lige det, man har lyst til, og det kan være på tallerkner, krus eller kander efter forgodtbefindende. Men er målet selvudvikling, anbefaler jeg at male regulære polygoner i pastelfarver, helst på tallerkner,” siger hun og slutter:

“Så faktisk er det heldigt, at fiskenes planer om at løbe halvmaraton går i vasken. Ellers ville de aldrig have fundet tid til aktiviteter, der virkelig gavner dem i stedet for at ødelægge deres knæ og selvrespekt.”