Foto: style-photographs, Bigstock

Foto: style-photographs, Bigstock

Landets indbrudstyve er hårdt ramt af corona-nedlukningen, som får danskerne til at være hjemme hele døgnet. Nu lancerer regeringen en hjælpepakke.

Den 26-årige Morten Svendsen fra Skive har i de seneste fire år primært ernæret sig som indbrudstyv og hæler og som sådan mærket de brutale konsekvenser af nedlukningen af store dele af Danmark.

“Det er umuligt at finde et tomt villakvarter. Der er folk hjemme overalt, så selvom jeg forsøger at kompensere med indbrud i forretninger, er det svært at finde de særlige produkter, som mine kunder efterspørger,” forklarer han.

Kan se frem til skuffende påske
Morten Svendsen ser heller ikke lyst på mulighederne for en bedre indtjening i fremtiden.

“Påsken plejer at være en af de perioder, hvor min omsætning virkelig er stor, fordi så mange er udenbys. Men med Mette Frederiksens opfordring til at undgå familiebesøg og sommerhusophold er jeg bange for, at det bliver umuligt at komme op på bare en brøkdel af den indtjening, jeg plejer at have. Der ryger mine penge til sommerferien.”

Morten Svendsen understreger, at de problemer, som indbrudstyve oplever i forbindelse med nedlukningen, ikke kun handler om privatøkonomi, men også om folkesundhed.

“Problemet består ikke kun i, at folk opholder sig meget i deres bolig; nogle af mine mere offensive kolleger har ikke noget problem med at bryde ind hos folk, der er hjemme. Men så udsætter man sig naturligvis for smittefare, og mine kolleger ønsker ikke at være en del af en smittekæde, bare fordi de vil tilegne sig nogle af deres medborgeres ejendele. I den her alvorlige situation er vi indstillet på at udvise samfundssind.”

Minister: Ekstraordinære tiltag nødvendige
Heldigvis er der hjælp på vej. I morges annoncerede justitsminister Nick Hækkerup nemlig en hjælpepakke til landets indbrudstyve.

“En ekstraordinær situation kræver ekstraordinære midler. Derfor har jeg besluttet at åbne politiets kosterlagre (lagre med stjålne genstande, red.) og placere forskellige genstande derfra i forladte bygninger, der vil blive stillet til rådighed for indbrudstyve rundtomkring i landet. På den måde kan tyvene oppebære en indtægt og holde deres færdigheder ved lige, indtil samfundet vender tilbage til en normaltilstand.”