Logo: Pressemateriale

Med store mængder alkohol, stramt sommertøj og tis overalt i hjemmet kan du genskabe stemningen fra den københavnske gadefest, lover arrangøren.

Tidligere på måneden blev Distortion udskudt fra juni til august på grund af coronavirus. Men efter et par ugers tænkepause har arrangør Thomas Fleurquin set sig nødsaget til at foretage flere ændringer i den populære københavnske gadefestival.

“Vi ved ikke, hvor slem den her virus bliver, og om pandemien går i sig selv i løbet af sommeren. Så for at opføre os så ansvarligt som muligt rykker vi Distortion væk fra gaderne og ind i folks egne hjem,” siger han.

Klistrede krus og knækket læbestift
Idéen er, at deltagerne skal købe et festivalarmbånd, som giver dem adgang til streaming af koncerter og DJ-optrædener, og nyde musikken derhjemme. Derudover kan man købe såkaldte Distortion Kits, så man kan genskabe stemningen af Distortion i sin egen stue.

“Basisudgaven består af klistrede plastikkrus, en halv papæske med kold takeaway og en knækket rød læbestift. Dertil kan man købe forskellige typer narkotika med brugsanvisning, eller man kan få en af vores pænere medarbejdere til at sende en enkelt sms, som festivalgæsten svarer på i håb om at få sex, uden at det dog lykkes,” fortæller Fleurquin og opfordrer til, at gæsterne køber festtøj og store mængder alkohol.

“Man har selv ansvaret for at tage stramt og udfordrende sommertøj på og drikke sig fuld i husstanden – selvfølgelig uden at opsøge folk i andre boliger. Inden festivalen går i gang, kan man med fordel blokere indgangen til sit badeværelse, så man helt naturligt begynder at tisse andre steder i hjemmet.”

Borgerlige debattører ansat til brok
Fleurquin understreger, at man, til forskel fra tidligere Distortion-arrangementer, ikke bør lade vandet i en opgang.

“Det er for uhygiejnisk. Man kunne jo komme til at hoste på en nabo.”

Arrangøren tilføjer, at man allerede har ansat 5o borgerlige debattører til at klage over festivalen. Oprindeligt ville han sende dem særlige Distortion Brokke-Kits, men disse viste sig at være unødvendige.

“Vi havde knap nok skrevet den første mail, inden Sørine Gotfredsen havde sendt os 800 anslag om det gudløse menneskes eksistentielle ensomhed. En halv time senere havde fire af Berlingskes debattører skrevet under på en klage over, at den kolde takeaway i vores Distortion Kits fås i en vegetarudgave. Mikael Jalving fra Jyllands-Posten var harm over, at vi ikke havde fokuseret på den sociale kontrol i indvandrermiljøer, der gør, at muslimske unge ikke kan komme til Distortion, og Børsen var ked af det på investorernes vegne. Så der skal nok komme rigeligt med Distortion-kritik,” lover Thomas Fleurquin.