Foto: photosvit, Bigstock

Foto: photosvit, Bigstock

Trods indbyrdes uenighed om, hvad den så handler om, er RokokoPostens redaktionsmedlemmer enige om, at denne artikel i hvert fald ikke handler om corona. 

“Det var min idé. Jeg er slet ikke vant til, at de lytter til mine idéer, så jeg blev overrasket og meget rørt,” lyder det fra RokokoPosten-småtte David Holt Olsen fra hjemmet i et østjysk forstadskvarter.

Han fortæller, at redaktionen holder daglige videokonferencer for at brainstorme og diskutere den aktuelle situation.

“Normalt mødes vi på en rådhusplads nær dig, men vi har valgt at arbejde hjemmefra, selvom vi er færre end ti mennesker, og reglen om højst ti personer i øvrigt ikke gælder for arbejdspladser,” forklarer Mikkel Andersson fra sit hjem i et østdansk forstadskvarter.

Han bekræfter, at redaktionen tog småtten Davids idé til sig.

Alt for meget corona
Redaktionsmedlemmerne var meget enige om, at alt for meget handler om corona.

“Faktisk handler alt om corona. Men den her artikel handler ikke om corona. Den handler om wienerklassicismens betydning for europæisk kulturliv. Og bov,” siger RokokoPostens anden småtte, Niels Jespersen.

Marta Sørensen, der sammen med Mikkel Andersson og Zenia Larsen udgør RokokoPostens stab af senior executives, er enig i, at artiklen ikke handler om corona, men mener, at det med wienerklassicismen er noget vrøvl.

“Selvfølgelig handler den ikke om det. Det ville være et fjollet emne at tage op som satiremedie,” siger hun og tilføjer, at artiklen handler om gylp, ammehjerne, gylp og babykuller. Og gylp.

Behov for en tredje mellemrubrik
Ifølge Zenia Larsen tager de dog alle fejl.

“Artiklen handler om behovet for en tredje mellemrubrik (underoverskrift, red.). Nu har vi i årevis kun haft to, selvom vi længe har haft behov for en tredje,” siger hun og tilføjer:

Se selv, hvor godt den fungerer
“Se selv, hvor godt den fungerer. Den er slet ikke overflødig.”

Mikkel Andersson og David Holt Olsen vil ikke udtale sig om den tredje mellemrubrik, men har også deres bud på, hvad artiklen handler om.

“Den handler om skyr, og at skyr er megaklamt,” siger David Holt Olsen, før han bliver afbrudt af Mikkel Andersson:

“Den handler selvfølgelig om Hitler. Grundlæggende og dybest set handler alting om Hitler.”