Foto: larich, Bigstock

Coronavirus kan bekæmpes, hvis bare vi taler pænere til den. Det mener den svenske sundhedsstyrelse, som revser retorikken i Danmark for at være unødigt udskammende og ekskluderende.

Brug værdineutral, inkluderende og mangfoldig retorik i omtalen af COVID-19.

Det er konklusionen i en ny forskningsrapport anført af forskere fra Stockholms Universitet, som torsdag morgen blev fremlagt ved en pressekonference.

Korrelation mellem retorik og corona
De svenske forskere har undersøgt indstillingen til fremmede indtryk og nye kulturer i forskellige aldersgrupper og påvist en stærk korrelation mellem ekskluderende og fremmedfjendsk retorik blandt den ældre del af befolkningen og risikoen for at blive smittet og dø af COVID-19.

Forskerne får opbakning fra statsepidemiolog i den svenske sundhedsstyrelse, Folkhälsomyndigheten, Anders Tegnell, der opsummerede forskningsresultaterne til pressekonferencen.

“Fremmede arter, såsom coronavirus, bør betragtes som venner, vi endnu ikke har mødt. De unge er generelt mindre bekymrede og mere venligt stemte over for coronavirus, fx holder de fester, drikker massevis af Corona-øl og tjuhej, hvor det går. Meget tyder på, at de derfor er langt mindre modtagelige over for smitte,” lyder det fra Tegnell.

Racisme fik corona til Danmark
Rapporten beskylder desuden den danske statsracisme for at have bragt coronavirus til de skandinaviske lande.

“Vi så først, at smitten bredte sig i Norditalien, som jo er hjemstavn for det nyfascistiske parti Lega Nord med racisten Matteo Salvini i spidsen. Derefter drog virussen videre mod Danmark, hvor fremmedfjendskheden har infiltreret hele samfundet. Og se bare udviklingen i USA, hvor Trump kalder den for ‘Chinese flu’ og ‘Wuhan-fluenza’. Virussen reagerer tilsyneladende meget aggressivt på stigmatiserende, udgrænsende og racistiske ytringer,” opsummerer Tegnell.

På baggrund af rapportens konklusioner har Folkhälsomyndigheten indført obligatorisk krammeterapi og påbud om positivt samtaleklima i hele Sverige. Der vil dog ikke blive indsamlet data om antallet af coronasmittede, da dette kan bidrage til øget udskamning af virussen.