Foto: Jakob Ravn, Flickr

Danske børn er begejstrede for, at Mette Frederiksen sætter dem først og lader dem være spydspids i Danmarks ambitiøse kamp mod coronaen, der overhovedet ikke indebærer flokimmunitet.

Felix Christensen er syv år gammel, går i 2.b på Søndermarksskolen i Næstved og kan næsten ikke få armene ned af begejstring.

“Jeg glæder mig så meget til at komme ned i skolen og møde alle mine klassekammerater igen, så vi kan se, om vi kan få gjort noget ved den der infektionsrate,” forklarer han, da han møder RokokoPostens udsendte i familiens baghave.

Synd for virussen
Storebror Konrad Christensen, der går i 4.a på samme skole, supplerer.

“Jeg har lært i matematik, at hvis vi slet ikke sendte nogen ud i samfundet, ville coronavirussen forsvinde helt af sig selv, fordi den ikke smitter særlig mange lige nu. Det, synes jeg ikke, ville være fair over for den, så jeg synes, det er rigtig godt, at statsministeren giver os mulighed for at gøre en forskel for samfundet, de ældre mennesker og virussen.”

Også Konrad og Felix’ forældre er begejstrede for statsministerens store fokus på at sætte børnene først.

“Ikke alene bliver det rigtig dejligt, at ungerne får mulighed for at komme lidt ud af huset, de kommer også til at indgå i et spændende samfundsfagligt eksperiment som de allerførste. Hvor heldig har man lige lov at være?” siger børnenes mor, Ulrikke Christensen, inden faderen, Per Christensen, supplerer.

“Jeg synes, det er rigtig spændende at se, om det holder vand, at børn ikke smitter særlig meget. Der er så meget, man ikke ved om den her virus, så jeg tager det som en slags oplevelsesøkonomisk gave, som statsministeren forærer os forældre og de allermindste.”

Barns bøn: Lad mig sige tak til Mette
Felix Christensen har derfor en bøn til TV 2, som gerne snart må gentage et indslag, de lavede for nylig.

“Vil I ikke nok igen give børnene lov til at sige tak til statsministeren? Jeg vil nemlig enormt gerne sige tusind, tusind tak til Mette, fordi hun tager vores parti.”