Selvom de ikke er nye eller kommer fra Kina, kræver en gruppe sygdomsfremkaldende bakterier respekt. “Vi kan faktisk slå dig ihjel, hvis det skal være,” siger forbakterie Staphylococcus Aureus.
Den nye coronavirus overskygger i denne tid alt andet. Det er en gruppe sygdomsfremkaldende bakterier og virus trætte af. De mener, at det er krænkende, at de pludselig ingen opmærksomhed får.
“Vi er her altså også. Det lader folk til at have glemt. Så nu lancerer vi en oplysningskampagne, der skal minde danskerne om alle de ubehagelige sygdomme, vi kan give dem,” siger en tydeligt fornærmet Staphylococcus Aureus, der er forbakterie for sammenslutningen af Sygdomsfremkaldende Organismer i Danmark (SOD).
Gav kronprinsen tyndskid
Staphylococcus Aureus forklarer, at den i mødet med danskerne har udrettet store ting.
“Det største er nok dengang, jeg gav kronprins Frederik en ordentlig omgang tyndskid. Det hed sig, at det var noget, han havde spist, men i virkeligheden var det ikke maden, men mig, der gjorde ham syg,” siger den.
Staphylococcus har dog været vidt omkring og holder sig ikke for god til at opsøge mennesker uden for de royale kredse.
“Helt almindelige mennesker kan sagtens blive syge, hvis jeg kommer på besøg,” siger den og opremser en række af de sygdomme, den har forårsaget:
“Jeg kommer med bylder og betændelse, som ikke er til at slippe af med. Hvis jeg er rigtig heldig, kan jeg sætte mig fast i folks hjerteklapper, og det er faktisk farligt, så det er altså ikke kun corona, der kan slå folk ihjel.”
E. coli: Det var mig, der gav kronprinsen tyndskid
Næstforbakterie Erika Coli bakker op om sin forbakteries udsagn. Hun mener dog, at det var hende, der gav kronprinsen tyndskid.
“Det er typisk stafylokokkerne, at de tager æren for alt. Men det var altså mig, der gav kronprinsen tyndskid. Det skete, engang han var ude at rejse, og jeg kan tydeligt huske det, for han var godt nok sløj,” siger hun.
Ligesom Staphylococcus Aureus mener hun, at den nye coronavirus er stærkt overvurderet.
“Jeg har lagt danskerne ned i dage og uger siden tidernes morgen, så jeg forstår ærligt talt ikke al den ståhej, bare fordi en ny sygdomsfremkaldende organisme kommer på besøg helt fra Kina. Jeg har sgu da også været i Kina,” siger hun.
Sundhedsminister Magnus Heunicke beklager, at medlemmerne af SOD føler sig overset.
“Jeg vil straks indkalde et samråd og undersøge muligheden for en hjælpepakke til trøst, svie og smerte,” siger han.