Pressefoto: Kähler

Pressefoto: Kähler

Alt for fristende for kvinder i den købedygtige alder. Sådan lyder anklagen mod Kähler Design, der skal udsætte lanceringen af den nye vase, til der er fuld kontrol over corona-situationen. 

Nyheden om, at den populære keramik-virksomhed Kähler Design den 1. maj vil lancere en vase i et begrænset oplag, har bekymret flere familiefædre i så høj grad, at de har meldt virksomheden til politiet. Det bekræfter rigspolitichef Thorkild Fogde.

Politiet tager situationen yderst alvorligt og har valgt at rejse sigtelse mod virksomheden efter epidemilovens paragraf om uansvarlig adfærd.

“Vi har stor forståelse for, at alle virksomheder trænger til at tjene penge i denne tid, men det her er så fristende for kvinder i den købedygtige alder, og vi vurderer, at virksomheden burde kende sin kundegruppe godt nok til at forudse konsekvenserne,” lyder det fra rigspolitichefen.

Butikker allerede overrendt
Alvoren understreges i en rundspørge i forretninger, der fører Kählers produkter. Mange butikker har allerede oplevet et stigende antal kunder, typisk kvinder mellem 20 og 45 år, der kommer for at spørge, om den nye vase er på hylderne.

“Vi har haft rigtig mange besøgende i dag. De vil høre, om de kan blive skrevet op til en vase, men det kan vi selvfølgelig ikke. Vi har dem slet ikke i butikken endnu, men folk kommer alligevel,” lyder det fra Birgitte Langberg, der er ekspedient i Imerco på Strøget i Aarhus.

Hun og andre ansatte, som RokokoPosten har talt med, føler sig utrygge, fordi kvinderne tilsyneladende har glemt alt om afstandskrav. De styrer direkte mod kassen med et vildt blik i øjnene, fortæller Birgitte Langberg.

Udskyd lancering eller betal
“Jeg har på bedste vis forsøgt at gemme mig bag disken i dag, for de her kvinder er ærlig talt skræmmende,” siger hun.

Andre butikker kan vidne om lignende tilfælde, hvor grupper af helt op til 20 kvinder har kæmpet om at komme først ind ad døren og hen til disken i håb om at erhverve en vase.

Det bekræfter kun Thorkild Fogde i, at sigtelsen mod Kähler Design er berettiget.

“Enhver kunne forudse det her, så kravet er, at virksomheden straks udsætter lanceringen på ubestemt tid, til corona-situationen er fuldstændig under kontrol. Ellers vanker der store bøder,” siger han og slutter:

“Desværre er jeg bange for, at skaden allerede er sket. Når kvinder i den købedygtige alder først har fået færten af et eftertragtet produkt, lader de sig ikke standse af, at produktets lancering er udskudt. Det her kan få rigtig alvorlige konsekvenser.”