Foto: Thanumporn, Bigstock

Folk uden en relevant uddannelse skal overlade debat om økonomisk politik til fagfolk og eksperter, mener en lang række økonomer.

Vi står midt i en alvorlig økonomisk krise, og så ville det ærlig talt være rart med lidt arbejdsro.

Så klar er udmeldingen fra en lang række økonomer, der mener, at amatører og mandagstrænere på sociale medier skal holde op med at fremsætte ukvalificerede økonomiske analyser.

Dødtræt af Wikipedia-eksperter
“Jeg er dødtræt af at høre en eller anden, der har læst et Wikipedia-opslag om keynesianisme, komme med åndssvage bud på, hvordan man redder økonomien. Vi er altså nogle fagfolk, som har brugt rigtig mange år på at sætte os ind i de her ting, og så er det ikke særlig produktivt at høre, hvad hr. Hansen tror, man skal gøre i forhold til finansiering af hjælpepakker, eller hvorvidt fru Jensen mener, at Italien bør gøre brug af lån fra Den europæiske stabilitetsmekanisme,” siger professor i økonomi Per Overgaard fra Copenhagen Business School.

Han er en af 40 økonomer, der i en kronik i Berlingske opfordrer befolkningen til at give økonomerne arbejdsro.

Økonomi skal håndteres af fagfolk
Finansminister Nicolai Wammen har taget kritikken til sig.

“Jeg kan sagtens se, hvad økonomerne mener. Økonomi er så vigtigt et spørgsmål, at det selvfølgelig skal håndteres af fagfolk. Når folketingspolitikere gennem tiden har haft alle mulige holdninger til, hvad den bedste økonomiske politik skulle være, har det været temmelig useriøst. Hvordan skal man vurdere det, når man end ikke har en bachelor i økonomi?” spørger ministeren og fortsætter:

“Fremover vil regeringen overlade al økonomisk politik til økonomiske eksperter, nok helst dem fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og Aalborg Universitet og i noget mindre grad dem fra CEPOS. Vi regner med også at overlade ansvaret for retspolitikken til eksperter, så det i fremtiden kun bliver jurister og eventuelt meget dygtige politifolk, som får lov til at have holdninger til forbrydelser og strafferammer.”