Foto: master1305, Bigstock
I stedet for at brokke sig over, at vi er korte for hovedet, usammenhængende og urimelige, burde medarbejderne takke os for vores offer, mener medlemmer af Stressede og Udbrændte Chefers Klub (SUCK).
“Så siger hun, at hun sover dårligt om natten, fordi jeg er stridbar og umulig at gøre tilfreds. Jeg svarer, at hun er heldig, at hun i det mindste sover om natten. Det gør jeg ikke, fordi jeg kæmper så hårdt for at redde firmaet og dermed hendes job, men sagde hun tak?”
Med spredte klapsalver og bekræftende tilråb tilkendegiver tilhørerne på det årlige SUCK-møde, at de føler med hovedtaler Anne Mynster-Bjerregaard.
Mødet, der i år blev afviklet online, havde temaet “utaknemmelige medarbejdere”. Det er samme tema som tidligere år, for det er et emne, medlemmerne af SUCK, Stressede og Udbrændte Chefers Klub, aldrig bliver færdige med.
Usynligt arbejde og empowerment
Anne Mynster-Bjerregaard, der er medstifter af SUCK, fortæller, at klubben blev skabt for at give cheferne et frirum, hvor de i fællesskab kan samle styrke til at modstå de mange daglige angreb fra medarbejdere, der tydeligvis kun er interesserede i sig selv.
“Som chef knokler du en vis legemsdel ud af bukserne, men ingen ser det – eller dig, for den sags skyld. Man er helt usynlig, når man altså ikke er nødt til at gå og skælde ud på dovne og uduelige medarbejdere. Derfor har vi brug for den empowerment, som klubben giver os,” siger hun.
Anders Karstensen, der er chef for 45 produktionsmedarbejdere i en virksomhed på Sydfyn, er enig:
“Jeg har slet ikke tal på de timer, jeg bruger på at få regnearkene til at stemme, samtidig med at jeg hele tiden må sætte medarbejderne på plads, fordi de ikke læser mine tanker og gør det, de fik besked på i går i stedet for det, jeg havde tænkt mig at bede dem om i morgen. Når man så samtidig får svinere for at gøre sit bedste, er det rart med et forum som SUCK, hvor folk forstår, at det er synd for en.”
Flere fyringer og enstavelsesord
I lighed med tidligere år nåede cheferne ikke frem til en endelig løsning på deres problem. De fik dog formuleret en politik, som alle kan bakke op om:
“Vi skal fyre flere. Gerne spontant og i affekt. Og så skal vi svare medarbejderne med enstavelsesord eller ignorere dem helt, hvis de først én gang har bevist, at de ikke er taknemmelige over de store ofre, vi bringer for deres skyld.”
