Foto: deagreez, Bigstock

Det store antal syge på Nørrebro skyldtes ikke corona, men særligt slemme tømmermænd efter episk druk til en pubcrawl, hvor en kvindelig polterabend løb ind i BK Frems fanklub.

I omkring en måned har eksperter spekuleret over, hvad der mon var årsagen til, at Nørrebro i København kort inde i coronapandemiens udbrud oplevede meget høje smittetal.

Nu er en gruppe forskere kommet tættere på svaret efter at have undersøgt 109 COVID-19-patienter, som har været indlagt på Rigshospitalet.

Svævede mellem liv og død
Det første resultat af undersøgelsen viser, at de smittede faktisk slet ikke led af corona, men af tømmermænd.

“Patienterne havde alle symptomerne: ekstremt fysisk ubehag, høj temperatur, vejrtrækningsproblemer, ingen smags- eller lugtesans. Adskillige var nødt til at blive lagt i respirator og svævede i flere døgn mellem liv og død,” udtaler professor i eksperimentel virologi på Københavns Universitet Allan Randrup Thomsen og tilføjer:

“Da vi var løbet tør for test, antog vi, at det drejede sig om corona, men det viste sig at være tømmermænd.”

Body shots på bryster
Undersøgelsen tyder dermed på, at Cafe Stefanshus ikke var arnested for et coronaudbrud. Imidlertid var det her, Mette Mathilde Madsens polterabend løb ind boldklubben Frems fanklub, der fejrede uafgjort mod HIK fra Hellerup.

Den efterfølgende runde body shots, som Mettes veninde Camilla lagde bryster til, blev startskuddet til en gang tømmermænd, der indtil videre har ramt 109 Nørrebro-borgere.

Allan Randrup Thomsen har i flere medier peget på, at bodegaen kunne være “den væsentligste årsag” til smittespredningen. Den vurdering må han nu revidere.

“Da jeg blev spurgt om, hvad der var sket, var corona den mest logiske forklaring. Hvis man ser på det statistisk, var mange mennesker samlet over flere timer, og jeg fik oplyst, at man var relativt tæt på hinanden,” siger han.

Siden udbruddet på Nørrebro har de fleste brokvarterer haft relativt mange smittede i forhold til resten af København. Det gælder også Frederiksberg, hvor smitten spredte sig lidt senere og er blevet knyttet til et eller flere bankoarrangementer.