Foto: Moahim, Wikipedia

Hemmelige optagelser afslører, at Martin Rossen står bag den globale COVID-19-pandemi, som han iværksatte for at konsolidere Socialdemokratiets magt, tvinge folk væk fra Islands Brygge og ensrette trafikken rundt om Søerne i København. 

Ved første øjekast kan det være svært at se, hvad der sker på videoen. De grynede og rystende billeder, datostemplet 14. november 2019, viser en mand i beskyttelsesdragt, der holder et reagensglas ved siden af et bur placeret på et bord i et laboratorie.

Efterhånden bliver det tydeligt, at manden er den socialdemokratiske stabschef i Statsministeriet, Martin Rossen, som er i gang med en slags videnskabeligt eksperiment.

Spis den flagermus
Gentagne gange hælder Rossen en væske fra reagensglasset, hvis label bærer et dødningehoved og teksten “Zoonose-virus #112, corona-variant”, ud over et bur, som han lejlighedsvis ryster voldsomt.

“Spis så for helvede den flagermus, din åndssvage pangolin!” brøler han ad buret, der indeholder et asiatisk skældyr, som står bøjet over en tilsyneladende død flagermus.

“Hvis det her mislykkes, får vi jo aldrig lukket de forbandede frisører eller ensrettet færdslen rundt om Søerne,” fortsætter Rossen desillusioneret.

Optagelsen er foretaget af en socialdemokratisk studentermedhjælper, der fortæller, at Martin Rossen i videoen er i gang med at udvikle den coronavirus, som har hærget næsten hele verden; alt sammen på Mette Frederiksens ordre.

Aflyste ferier skulle gøre Frederiksen til Kim Jong-un
“Martin var fuldstændig besat af at få lukket Islands Brygge. Han fablede konstant om, hvordan det socialdemokratiske tusindårsrige kun kunne blive etableret, hvis man i nogle uger i foråret kunne holde folk fra at drikke øl på græsplænen. Han mente også, at det var bydende nødvendigt at afholde folk fra at holde ferie i Grækenland til sommer, hvis Mette Frederiksen nogensinde skulle blive lige så magtfuld som Kim Jong-un. Det var virkelig foruroligende,” siger den anonyme studentermedhjælper.

Efter at have set optagelserne har flere borgerlige politikere erklæret, at de absolut ikke er overraskede over videoens indhold og vil overveje en undersøgelseskommission. Oppositionen understreger dog, at dette først kan komme på tale, når de har foretaget en tilbundsgående analyse af samtlige adverbier i Statsministerens taler fra marts og april.