Lucifer, Keyser Söze og Thor Möger Pedersen nævnes som mulige kandidater til at overtage Martin Rossens stilling som særlig rådgiver for statsminister Mette Frederiksen.
Tirsdag meddelte Statsministeriet, at Mette Frederiksens toprådgiver gennem ni år stopper. Første november skal Martin Rossen i stedet være kommunikationsdirektør i Danfoss.
Ifølge Atilla Andersen, postdoc og forsker i neo-machiavellistisk magtbrynde, efterlader Rossen sig en diabolsk konspiration af hidtil uanet omfang, der siden sidste valg har knuget Danmark i et altomsluttende mørke.
Drikke blod af kraniebæger
Tro mod Socialdemokratiets totalitære og lukkede modus har partiet endnu ikke meldt ud, hvem der skal efterfølge Martin Rossen som mørkets fyrste, fortæller Andersen.
“En ny stabschef skal have dyb indsigt i arbejdsgangen på Slotsholmen og den nødvendige pondus til at sætte statsministerens vilje igennem. Samtidig skal vedkommende helst være forankret i den socialdemokratiske historie, så meta-fortællingen om regeringen som den almindelige danskers forkæmper kan fastholdes,” fortsætter forskeren og tilføjer:
“Dertil kommer selvfølgelig en total og nådesløs vilje til at knuse sine fjender, drive dem i rædsel foran sig og nyde deres kvinders klagesang, mens man drikker deres blod af et forsølvet kraniebæger.”
Möger: Et kontroversielt valg
Dæmonen Lucifer, også kendt som Satan eller den faldne engel, nævnes af flere som en oplagt kandidat til stillingen. Med mere end 6000 års erfaring i at manipulere med svage mennesker vil han kunne fortsætte det for Socialdemokratiet så fordelagtige parløb med Dansk Folkeparti, indtil DF kan kastes bort som en udsuget skal.
Dæmonen Lucifer, også kendt som Satan eller den faldne engel, nævnes af flere som en oplagt kandidat til stillingen. Med mere end 6000 års erfaring i at manipulere med svage mennesker vil han kunne fortsætte det for Socialdemokratiet så fordelagtige parløb med Dansk Folkeparti, indtil DF kan kastes bort som en udsuget skal.
“Keyser Söze er også et godt bud. Han har i sin tidligere karriere udvist den brutalitet, der skal til for at holde disciplinen i den socialdemokratiske folketingsgruppe. Samtidig scorer han højt på utilgængelighedsskalaen,” udtaler Attila Andersen.
Den tidligere skatteminister for SF Thor Möger Pedersen vil ifølge Andersen være et overraskende og kontroversielt valg:
“Möger repræsenterer for mange en kynisk tilgang til politik. Han er upopulær i pressekorpset, og Mette Frederiksen risikerer kritik fra egne rækker, hvis hun bliver ved med at forfremme forhenværende SF’ere.”