Foto: Politi.dk

Politiet stopper og anholder stort set kun mænd. Derfor er der brug for reformer, ikke kun finpudsning, mener Sikandar Siddique og beskylder politiet for strukturel sexisme.

Er du mand? Så har du cirka ti gange så stor risiko for at blive stoppet af politiet, end hvis du er kvinde. Hvis du tilmed er ung og kommer fra arbejderklassen, ja, så stiger risikoen endnu mere.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at ikke alene straffes mænd langt oftere end kvinder. De får også længere domme og løslades efter længere tid end kvinder.

En sjette sans
Emnet har de seneste dage skabt stor debat i Danmark og blev blandt andet taget op i radioprogrammet P1 Debat, hvor Sikandar Siddique, grøn løsgænger, deltog sammen med blandt andre Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt.

“Der er ikke sexisme i dansk politi. Det er lige før, jeg bliver småhidsig over at høre sådan noget pjat,” sagde Oxfeldt ved den lejlighed.

Men det erklærede Siddique sig tydeligt uenig i. Blandt andet pegede han på, at der findes en strukturel “kønsprofilering” i politiet, og at mænd eksempelvis oftere bliver stoppet til kontrol ved den danske grænse end kvinder.

I diskussionen om, hvorfor dette sker, mente Oxfeldt, at politiet har “en sjette sans”.

“Vi prøver at gøre det så godt og så professionelt, som vi kan, og hvis der nogle gange er en mistanke mod nogle mænd, så kan det godt være, de bliver stoppet frem for en kvinde,” sagde han.

Ofte selv skyld i det
Berlingske har tidligere bragt et interview med Hanne Graaberg, der efter 25 år som politibetjent ikke genkender billedet af, at dansk politi har sexistiske tilbøjeligheder. Hun er desuden folketingskandidat for Feministisk Initiativ, og i valgkampen sidste år blev hun i Berlingske beskrevet som “betjenten, der har fået nok”.

På spørgsmålet om, hvorvidt der er sexisme i dansk politi, svarede hun:

“Det er en helt grundlæggende erfaring, at der er nogle persongrupper, som har en ganske anden mangel på respekt for politiet. Det gør, at man måske oftere støder på unge mænd i grupperinger eller som individer, som man er nødt til at tage fat i.”