Foto: Lukina Anna, Bigstock

Et antiracistisk forbillede eller leflen for politisk korrekthed? Efter at meningsdannere intenst har analyseret et videoklip, hvor den folkekære skuespiller går ned på sit ene knæ, viser det sig, at han bare har gigt.

“Jeg bliver altså snart 80. Det kan vel ikke undre, at knæet værker lidt. Det er gigt, for pokker!”

Ulf Pilgaard ser bebrejdende på RokokoPostens udsendte, der har forsøgt at få en forklaring på, hvorfor den folkekære skuespiller i sidste uge kunne ses knælende til en reception. Mere præcist gik Pilgaard ned på sit højre knæ, hvilket ligner den gestus, som den amerikanske footballspiller Colin Kaepernick indførte i 2016 som en protest mod racisme og politivold.

Siden et klip med den knælende Pilgaard kom på YouTube i torsdags, har meningsdannere haft travlt med at tolke begivenheden.

Postmoderne neomarxist
“Det er en klar hentydning til Black Lives Matter og de seneste ugers demonstrationer. Den leflende Pilgaard har tydeligvis ladet sig spænde for en politisk korrekt vogn på sine gamle dage, måske i håb om at fremstå aktuel og relevant for en yngre generation. Hvilken skam, at den postmoderne neomarxisme også skulle få tag i ham!” udbryder samtlige debattører på Berlingske og bakkes op af Pernille Vermund fra Nye Borgerlige, der har startet en underskriftsindsamling ved navn “Ingen Cirkusrevy til mig næste år, medmindre Ulf Pilgaard ifører sig blackface!”

Andre er dog knap så pessimistiske, herunder en 17-årig, der i et læserbrev taler direkte til skuespilleren.

Skidt at rose hvid mand
“Go Ulf! Sikke en inspiration, du er for dine jævnaldrende, der stadig døjer med ikke at måtte sige ‘neger’ længere. Jeg håber virkelig, at din solidaritetsgestus med Black Lives Matter kan ruske op i andre boomere såsom Mette Frederiksen, Mattias Tesfaye og de aldrende, hvide mænd, som alle statuerne forestiller,” skriver teenageren i Politiken, men har dog også forbehold.

“Jeg har det skidt med at rose noget, som en gammel hvid mand gør, selvom det er sympatisk. For så tror du jo bare, at det er nok, og at du kan slappe af fra nu af. Det kan du ikke! Faktisk må du aldrig mere gøre noget racistisk igen, inklusive tjene penge, spise ikke-dansk mad og trække vejret.”