Foto: wstock, Bigstock
Det er forvirrende, når mennesker med samme hudfarve mener noget forskelligt. Det er lige så skørt som at forestille sig, at indfødte danskere kunne være uenige om, hvad danskhed er, mener flere antiracister.
“Først kommer der en med mørk hudfarve og siger, at man ikke må fortælle racistiske vittigheder eller spørge folk, hvor de kommer fra. Så kommer en anden med samme hudfarve og siger, at det må man godt. Så er det altså ikke nemt at være antiracist.”
Susanne Poulsen er forvirret på et højere plan. Hun har i flere år støttet kampen mod racisme og den seneste tid været meget engageret i den danske Black Lives Matter-bevægelse, ligesom hun på nettet har læst en masse artikler om, hvordan man som hvid kan være med til at bekæmpe racisme og undgå mikroaggressioner.
Hun og en række andre antiracister er derfor gået sammen for at råbe farvede mennesker op:
“Find ud af, hvad I mener!”
Ens mennesker bør mene det samme
Susanne Poulsen har intet mod at gå bagerst i en demonstration, så sorte kan gå forrest. Det generer hende heller ikke det mindste at lade være med at stirre på mørke mennesker, og havde hun haft sin egen virksomhed, ville hun klart ansætte en masse mørke mennesker.
Det eneste, hun beder om til gengæld, er klare regler for, hvordan man behandler mørke mennesker.
“Det var let nok i begyndelsen, for da sagde alle det samme. Men pludselig er der begyndt at komme folk med samme hudfarve som de andre, som siger noget helt anderledes – ja, som endda er uenige med fx Black Lives Matter. Det er lige så ulogisk, som hvis forskellige indfødte danskere var uenige om, hvad danskhed er,” siger hun og tilføjer:
“Når et menneskes hud har samme niveau af pigment som et andet, burde man da kunne regne med, at de også mener det samme.”
De, der råber højest, har ret
Ligestillingsekspert Dorthe Holm forstår antiracisternes frustration, men påpeger, at man sagtens kan afgøre, hvem der har ret i antiracismedebatten.
“Man skal bare huske, at de, der råber højest, som regel har ret. Så er det nemt nok,” siger hun og tilføjer, at de farvede selv – og ikke mindst medierne – har et ansvar.
“De burde ikke bringe indlæg fra farvede, som opfører sig som de der slaver, der elskede de hvide så højt, at de ikke ville være med til at lave oprør. Den slags bør ikke have taletid i medierne, de ved jo ikke, hvad der er bedst for dem selv.”
