Foto: Abrill, Bigstock

De økonomiske omkostninger ved at sende en rumfærge med atomvåben til asteroiden Vespa 2412 er så store, at vi burde lade den udslette planeten, siger cheføkonom Martin Ågerup IV.

Vi kan regne med negativ vækst resten af årtiet, og over 80 procent af alle frisører vil formentlig gå konkurs.

Så hård er tænketanken CEPOS’ økonomiske dom over regeringens beslutning om at bidrage med et trecifret milliardbeløb til en international rumfærge, der skal sendes til asteroiden Vespa 2412. Formålet er at sprænge himmellegemet i stykker med atomvåben og dermed hindre dets mulige sammenstød med Jorden.

“Risikoen for, at Vespa 2412 rammer Jorden og udsletter alt liv er på mellem 60 og 70 procent, mens den økonomiske nedtur er 100 procent sikker. Selv hvis planeten skulle blive udslettet, ender vi med et overskud,” siger cheføkonom i CEPOS, Martin Ågerup IV, og tilføjer, at han er klar over, at den type beregninger er tabu.

Rent politisk beslutning
“Ingen taler om, hvad en planet må koste, men vi laver jo den slags beregninger hver dag, når vi tillader CO2-udledning eller forgifter jorden med sprøjtegifte. Det er en rent politisk beslutning, at en asteroide, der kun ifølge visse statistiske modeller vil lægge Jorden øde, skal have så meget opmærksomhed.”

Martin Ågerup IV henviser her til statminister Carina Diez’ nylige pressemøde, hvor himmellegemet blev kaldt for “den største trussel for menneskeheden nogensinde”.

“Hvad med alle de små erhvervsdrivende, der skal betale eksorbitante skatter for at finansiere rumfærgen? Eller de børnehaver, der må bryde med minimumsnormeringen på én pædagogcyborg per 13 børn? Jeg er ret sikker på, at de også føler sig truet,” siger cheføkonomen.

Stillehavet langt fra Danmark
Hvis Vespa 2412 rammer Jorden, forventer de fleste astronomer, at det vil ske i Stillehavet; endnu en grund til at tænke på dansk økonomi, mener Martin Ågerup IV.

“Jeg er ikke geolog, men når jeg kigger på et kort, ligger Stillehavet temmelig langt fra Danmark. Til gengæld vil Storrusland, Japan, Australien og hele Amerikas vestkyst få det svært, så hvis vi skal forrykke den magtbalance til vores fordel, nytter det ikke, at vi roder med negativ økonomisk vækst,” siger han.

(Artiklen blev oprindeligt bragt den 18/5 2020)


Forfatterkommentar af Marta Sørensen

Denne artikel er med i klassikerrækken som en tak til de mange læsere, der dagligt sender os idéer. Vi er alt for dårlige til at svare bare en promille af dem, men husker det dog, hvis vi bruger et af deres forslag.

Denne idé kommer for eksempel fra Jesper Lange, der perfekt udstiller CEPOS’ regnearksmoral, som den især udfoldede sig under coronakrisen. Cyborgpædagogerne og Martin Ågerups oldebarn står for egen regning.