Foto: Aaron Amat, Bigstock

“Han sagde, at han ikke ville antage noget, bare fordi jeg har bryster, læbestift og en meget lys stemme,” fortæller den studerende, der ønsker at tiltales “hun”, “hende” og “baben”.

“Er du OK med, at jeg kalder dig Julie?”

Sådan spurgte en professor i litteraturvidenskab den 22-årige studerende Julie Madsen i en lektion om den græske tragedie på Københavns Universitet. Instituttet for Kunst- og Kulturvidenskab har for nylig opfordret underviserne til at være omhyggelige med at tiltale eleverne med deres korrekte navne og stedord, hvilket professoren gerne ville efterleve.

Ikke en androgyn freak
Senere spurgte han derfor, om Julie ville omtales som “hun”, “han” eller noget tredje, og det faldt ikke i god jord.

“Hvad i alverden bilder han sig ind? Ser jeg måske ikke kvindelig ud? Ligner jeg en eller anden androgyn freak? Jeg følte mig meget krænket,” siger Julie Madsen og fortæller, hvordan underviseren svarede, at han ikke ville antage noget, bare fordi Julie har bryster, en meget lys stemme og rød læbestift.

“Jeg synes godt, han kunne have gjort mig den tjeneste at gætte på mit køn, når nu jeg bruger op til en time hver morgen på at gøre mig klar,” fortsætter hun, der som reaktion har dannet Foreningen for Binær Brok, hvor mænd, der forsøger at ligne traditionelle mænd, og kvinder, der forsøger at ligne traditionelle kvinder, kan klage over krænkende undervisere.

Grynt og tegnsprog
“Jeg synes, det er fedt, at Julie – som i parentes bemærket er superkvindelig – har dannet den her forening for sådan nogle som mig, der foretrækker, at man siger ‘han’ og ‘ham manden’, lige så snart man ser mig,” fortæller Julies medstuderende Anders Larsen, der er iført en ternet skjorte, bukser i en ikke-matchende farve og sneakers af ubestemmeligt mærke.

Den pågældende underviser understreger, at han ikke har ønsket at krænke Julie og fremover vil henvise til hende med hendes ønskede stedord: “hende”, “hun” og “baben”.

“Men jeg synes, det begynder at blive forvirrende, når vi forsøger at bryde med undertrykkende kønsnormer, og der så er nogle andre, der bliver krænkede, end dem, man havde regnet med,” siger han og overvejer helt at undlade at kommunikere med sine elever med andet end grynt og et rudimentært tegnsprog.

(Artiklen blev oprindeligt bragt den 10/9 2019)


Forfatterkommentar af Marta Sørensen

Jeg hører ikke til de mest konservative af kønsdebattørerne, der mener, at stedord partout skal følge kromosomer eller antal testikler. Den stålsatte insisteren på, at virkeligheden, hvad angår køn, findes mellem benene og ikke mellem ørerne og nødvendigvis må deles op derefter, virker en smule demonstrativ.

Alligevel er det påfaldende, at tilhængere af inkluderende og ikke-fornærmende sprogbrug – hvor man bestræber sig på ikke at antage nogens køn – tilsyneladende slet ikke overvejer de mange mennesker, jeg selv inklusive, der ville finde det en smule fornærmende, at man ikke sådan ved første øjekast kunne regne deres køn ud.