Foto: UserSam2007, Bigstock

Foto: UserSam2007, Bigstock

Birgit og Finn Christensen har i mere end en uge forgæves forsøgt at fange den flue, som har holdt dem vågne om natten. Nu har de givet op.

En helt almindelig stueflue har gjort livet surt for ægteparret Birgit og Finn Christensen fra Herning. Den har nemlig svirret rundt i deres hoveder hver nat, og det er lykkedes den at overleve, selvom parret har gjort alt, hvad der er menneskeligt muligt, for at komme den til livs.

“Det er en sand nervekrig,” siger Birgit Christensen, og det er fluen, Inga, enig med hende i:

“Jeg gør virkelig alt, hvad jeg kan, for at genere dem mest muligt. Det er ligesom den eneste fornøjelse, jeg har i mit liv,” siger den.

Gemmer sig til sidste øjeblik
Finn Christensen fortæller, at det er lidt over en uge siden, fluen generede dem første gang.

“Jeg tænkte ikke nærmere over det, for det sker jo tit, at der lige forvilder sig en flue ind i soveværelset. Men den her … den styrer direkte efter vores ansigter, så vi ikke kan sove, og den vender tilbage igen og igen, uanset hvor mange gange vi vifter den væk,” fortæller han.

Birgit tilføjer, at de hver nat står op, tænder lyset og forsøger at finde fluen:

“Men den gemmer sig et eller andet sted, og lige så snart, vi slukker lyset og lægger os, kommer den igen og begynder at svirre rundt i vores hoveder.”

Er ikke født i går
Parret fortæller, at de har forsøgt alt for at komme fluen til livs:

“Vi har sovet for åbne vinduer i håb om, at den ville flyve ud. Vi har sprayet insektgift i rummet om morgenen. Vi har sågar hentet nogle edderkopper ind fra haven, da vi håbede på, at den så ville flyve i deres spind. Men intet har hjulpet.”

Fluen Inga har stor respekt for ægteparrets forsøg. Især insektgiften var ved at tage livet af den.

“Jeg fandt heldigvis en sprække med frisk luft, som jeg kunne gemme mig i, så jeg var frisk igen, da de gik i seng. Men den med edderkopperne var altså lidt for nem. Jeg er jo ikke født i går,” siger Inga og tilføjer, at den allerede næsten er to uger gammel.

Den planlægger at fortsætte nervekrigen mod ægteparret og er villig til at risikere sit liv for sagen.

“Det er muligt, jeg bliver så dumdristig, at det lykkes dem at klaske mig, for det er altså lidt sjovt at blive siddende til sidste øjeblik. Men når man har så kort og kedeligt et liv som vi fluer, er døden ikke rigtig noget, der bekymrer en,” slutter Inga.

Inga er ikke fluens rigtige navn, men RokokoPosten er bekendt med dens identitet.

(Artiklen blev oprindeligt bragt den 24/10 2018)


Forfatterkommentar af Zenia Larsen

Egentlig ville jeg have kommenteret en af mine allermest kloge, underfundige og ikke mindst hysterisk morsomme artikler, men “Inga” er kommet tilbage, og jeg kan ikke tænke på andet end at få mit liv tilbage. Hvad gør man?

Jeg ved, at det bare er en flue og ikke et farligt dyr som fx en edderkop, der som bekendt kan lemlæste en voksen på nul komma fem. Men den vinder hver gang – og i år har den taget alle sine venner med.