lIlustration: RokokoPosten
Det er uretfærdigt, at de andre måneder må have 30 og 31 dage, mener februar, der selv kun har 28. Den ønsker en holdningsændring, der skal gøre op med den strukturelle ulighed, og vil respekteres som måned på lige fod med andre måneder.
“Der er dage nok i året til, at vi alle kan få 30 dage. Hvorfor har jeg så kun 28?”
Måneden februar føler sig overset og undertrykt. Mens de andre måneder har 30 eller 31 dage, må den nøjes med 28. Det er uretfærdigt, mener den, for der er dage nok at tage af.
“Nogle siger, at det er, fordi månederne ikke må være lige lange og komme efter hinanden, men det er noget pjat, for både juli og august har 31 dage. Jeg kan ikke finde andre gode forklaringer, end at jeg ganske enkelt er lagt for had, muligvis fordi jeg er så kold og trist. Men jeg er, som jeg er, og jeg vil ikke længere finde mig i den strukturelle undertrykkelse, jeg bliver udsat for,” siger den.
Afvist af Ligebehandlingsnævnet
Det er en afvisning af en klage til Ligebehandlingsnævnet, der har fået februar til at henvende sig til offentligheden i håb om at sætte spot på sagen. Ligebehandlingsnævnet har henvist til, at måneders længde ikke hører under nævnets ressort.
Det er privilegieblindt, mener februar, der dog godt var klar over, at det ville være svært at blive taget alvorligt.
“Når man ikke selv har prøvet at have færre dage end andre, forstår man ikke, hvordan det føles,” siger den og tilføjer, at det ikke burde være så svært at anerkende den som måned på lige fod med alle andre måneder.
Ingen lappeløsninger
Det er februars håb, at dens appel til offentligheden vil medføre en holdningsændring, så man ikke længere mener, det er okay, at nogle måneder er flere dage kortere end andre.
“Måske vil det føre til, at der gøres op med den strukturelle ulighed mellem månederne,” siger den.
Det er dog vigtigt, at der findes en god og permanent løsning:
“Jeg gider ikke flere halvhjertede lappeløsninger, end at så kan jeg få en ekstra dag hvert fjerde år. Det er ærligt talt mest af alt en hån.”
