Foto: Joseolgon, Wikipedia

Foto: Joseolgon, Wikipedia

Af mangel på militære topchefer, som hverken er korrupte eller groft inkompetente, har Trine Bramsen hentet den nye forsvarsledelse fra Tivoli-Garden. “De kan i det mindste finde ud af at tjekke deres mails,” udtaler ministeren. 

Nu skal der endegyldigt gøres op med den rådne kultur i Forsvaret.

Det løfte gav forsvarsminister Trine Bramsen (S) på et pressemøde fredag formiddag, hvor hun varslede et opgør med Nick Hækkerups (S) reformer fra 2013, der skulle gøre op med den rådne kultur i Forsvaret.

Ny general på 13 somre 
“Det har vist sig umuligt at finde nogen med ledelseserfaring i Forsvaret, som hverken er bundkorrupt eller bare groft uduelig til sit arbejde. Heldigvis er Tivoli-Garden som det eneste sted uplettet af skandaler. Derfor har jeg valgt at udpege hele første deling som ny topledelse i Forsvaret,” udtaler ministeren og fortsætter:

“Det er således med stor stolthed, at jeg kan præsentere den nye forsvarschef, Emma-Mathilde Berenthsen på 13 år. Og 16-årige Oliver her bliver ny chef for Forsvarets Efterretningstjeneste. Hærchefen, regner vi med, bliver en pige fra parallelklassen, mens Zaki og Yussuf på henholdsvis 14 og 15 får Hæren og Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste. Det kan godt være, de er unge, men de tjekker deres mails, og de fleste har endnu ikke kærester, som de kan bedrive nepotisme på vegne af.”

Tivoli-Garden blev grundlagt i 1843 af Georg Carstensen i forbindelse med hans fødselsdag. Garden har således, i modsætning til de fleste af hærens regimenter, en ubrudt historie og kultur, som prioriteres af ledelsen.

Canada: Militært overfald uhøfligt
Terror-organisationen Islamisk Stat har efterfølgende taget æren for sammenbruddet i Forsvaret.

“Jeg må indrømme, at vi er overraskede over, hvordan de vantro har præsteret at ødelægge sig selv indefra. Men det viser blot, at Allah er den største planlægger,” udtaler kalif Abu Ibrahim al-Hashimi al-Qurashi.

Også andre af Danmarks fjender har bemærket vores militære svækkelse. Canadierne, som ligger i strid med Danmark om ejerskabet til Hans Ø ud for Grønland, har dog ikke planer om at udnytte situationen.

“Det ville være oplagt at angribe, netop nu hvor hele forsvarsledelsen er i kaos, men det ville også være decideret usportsligt og uhøfligt”, udtaler den canadiske forsvarschef, Jonathan Vance.