Det er kun rimeligt, lyder det fra DR’s ledelse som reaktion på Lindes udtalelse om en kollega, der krævede et blowjob af hende.
Sidste uge var Sofie Linde vært ved Zulu Comedy Galla, hvor hun fortalte, at hun som 18-årig var blevet afkrævet et blowjob af en ældre mandlig kollega. Ellers ville han ødelægge hendes karriere, sagde han.
Den sexchikane har DR nu håndteret: Den klamme kollega skal nemlig skæres i løn og fremover kun modtage halvdelen af, hvad Sofie Linde får.
“Sofie talte jo også den aften om, at hun ved en lønforhandling hos TV 2 ikke engang måtte få halvdelen af Thomas Blachmans løn under X Factor. Vi synes således, at den klamme kollegas straf er rimelig og fungerer på både det konkrete og det symbolske plan,” lyder det fra DR’s HR-chef Nanna Abildstrøm, der tilføjer, at kollegaen i fremtiden kun vil blive omtalt som “den klamme kollega” af alle DR’s ansatte.
Livstidsdom for mordforsøg
På manderettighedsforummet Mandonym mener flere brugere dog, at kollegaen slet ikke burde have fået en straf.
“Han sagde, han ville ødelægge Sofies karrierie, hvis hun ikke suttede hans pik. Hun sagde nej, og som hun selv var inde på, har hun jo klaret det meget godt alligevel. Så at sætte ham så meget ned i løn svarer til at give nogen en livstidsdom for mordforsøg,” siger et af medlemmerne, HvadMedLigestillingForSkraldemænd, der bakkes op af InSelv1983.
Seksuelle tilbud fra alle
“Man skal også huske på, at Sofie Linde har stor seksuel kapital i kraft af, at hun er kvinde. Selvom hun vælger ikke at udnytte den ved at afvise en tilfældig DR-kollegas tilnærmelser, nyder hun stadig godt af alle de fordele, den seksuelle kapital medfører,” lyder det fra brugeren, som opremser:
“Seksuelle tilbud fra mandlige topchefer, seksuelle tilbud fra mandlige overordnede, seksuelle tilbud fra tilfældige mænd på gaden, seksuelle tilbud fra tilfældige mænd på nettet.”
Thomas Blachman har ingen kommentarer til diskussionen om sexchikane, men oplyser, at den klamme kollegas løn nu ligger på fire til seks procent af hans egen.