Foto: z1b, Bigstock

Foto: z1b, Bigstock

Regeringen og Sundhedsstyrelsen opfordrer folk til ikke at bruge mere sølvpapir, end de har behov for. “Der er rigeligt til at lave hatte til alle,” lyder budskabet fra myndighederne.

Mens mange venter utålmodigt på at kunne blive vaccineret mod COVID-19, har nyheden om, at der endelig er en vaccine på det danske marked, fået mange andre til at haste til supermarkeder for at indkøbe sølvpapir. De vil nemlig ikke vaccineres og mener, at en hat fremstillet udelukkende af sølvpapir er den bedste måde at undgå at blive tvunget til det.

“Altså, forstå mig ret. Jeg synes ikke, at folk skal dø af corona, men den her vaccine – jeg har hørt, at de har puttet mikrochips i den, som ændrer vores DNA og gør os til viljeløse, medgørlige systemrobotter. Sådan en moderne udgave af det hvide snit. Det skal jeg ikke nyde noget af,” fortæller Stig Næsby, som RokokoPosten møder foran Rema 1000 i Vejle.

Stig har købt fire pakker sølvpapir – det var, hvad de havde tilbage, fortæller han. Nu er han bekymret for, om det forslår.

Trelagsbeskyttelse
Sagen er, at en sølvpapirshat skal bestå af tre lag, hvis den skal yde effektiv beskyttelse mod at blive fundet af Bill Gates’ hemmelige agenter, som har infiltreret vores regering, forklarer Stig Næsby.

“Jeg har set flere eksperter på YouTube, som forklarer, hvorfor man bør lave en hat med tre lag sølvpapir. Et enkelt lag beskytter måske mod, at de danske myndigheder finder din e-mailadresse og dit telefonnummer, og to lag kan afholde dem fra at sende dig digital post. Men hvis du vil undgå, at agenterne sparker døren ind hjemme hos dig selv, binder dig og tvangsvaccinerer dig, skal du bruge tre lag.”

Han mener derfor, at butikkerne bør sikre adgang til rigelige mængder sølvpapir.

“Det var ligesom dengang, man skulle gå med mundbind, og det her er jo endnu vigtigere, fordi det er din frie vilje, der er på spil,” siger han.

Sundhedsstyrelsen: Ingen evidens
Der er dog ifølge Sundhedsstyrelsen ingen evidens for, at man kan undgå at blive vaccineret ved at bære en hat af sølvpapir. Derfor opfordrer Søren Brostrøm til, at man forsøger sig med andre metoder.

“Først og fremmest anbefaler vi at bruge sund fornuft. Gerne masser af sund fornuft,” siger han og tilføjer, at han gerne stiller sig i spidsen og lader sig vaccinere før alle andre.

Det beroliger dog ikke Stig Næsby:

“Søren Brostrøms DNA er allerede inficeret. Det er tydeligt at se, at han er en systemslave, der bare siger det, som passer til tidens politiske dagsorden.”