Foto: Sarah Richardson, Bigstock
Hønen Margit er fanget mellem flere forskellige filosofiske og religiøse retninger, mens hun lægger æg på en økologisk hønsegård i Køge.
“Jeg har længe kæmpet med idéen om, at Gud er død, og hvad det betyder for mit liv. Skal jeg skabe mig min egen mening, og hvad vil det i det hele taget sige, når man er en tamhøne?”
Sådan spørger Margit, en etårig høne af racen ISA Brown, der til daglig lægger æg på den økologiske hønsegård Slotsæg i Køge. Ejerne fortæller på gårdens hjemmeside, at deres høns “har det godt” og lever “et bedre liv” end burhøns, men ifølge Margit er sådanne udsagn alt for overfladiske til at beskrive hendes dagligdag.
Inspireret af Bonhoeffer
“Det er da muligt, at jeg på et rent materielt plan har det bedre end burhøns, men kan man dermed sige, at jeg har det godt? Platon ville sige, at det gode er lig med det sande, som kun kan erfares ved at søge viden, men det giver økologisk landbrug mig jo ikke den store mulighed for,” siger Margit, mens hun pikker korn.
For tiden veksler hun mellem en nietzscheansk, en platonisk, en utilitaristisk og en kantiansk moralfilosofi, men tager også afstikkere til mere religiøse retninger.
“Jeg er meget inspireret af teologen Dietrich Bonhoeffer, der mener, at man må realisere Jesus’ eksempel ved at bekæmpe ondskab i sit eget liv. Det førte til, at jeg i morges skældte vores hane ud for hans management by fear-taktik, men kan man dermed sige, at jeg efterstræbte det højeste mulige gode for det højeste antal skabninger?” spørger Margit med henvisning til Jeremy Benthams utilitarisme, som hun for nylig har sat sig ind i.
Kants moralske imperativ
“Hans idéer var interessante, men jeg følte mig ikke altid set som høne, og så kastede jeg mig over Kants moralske imperativer i stedet. At jeg skal handle, som om grundlaget for mine handlinger kunne være en almen lov, og det er noget, jeg forstår,” fortsætter den orange-hvide høne og genfortæller endnu en oplevelse med hanen.
“Han havde læst på Wikipedia, at hanen i en hønsegård bare bestiger de høner, han har lyst til, men det gad vi – altså mig og Ellen, min veninde – ikke være med til, i hvert fald ikke uden samtykke. Det kan man vel godt gøre til en lov?”
RokokoPosten har henvendt sig til pågældende hane, som svarede ved at gale højt, urinere på journalisten og benægte alt.
