Foto: julos, Bigstock

Foto: julos, Bigstock

Vikingerne var slet ikke så voldelige, grådige og besidderiske, som vi tror, men gik op i mellemfolkelig sameksistens og bæredygtig mad.

En økse i den ene hånd og et sværd i den anden, på evig jagt efter fjender og krigsbytte. Sådan er billedet af den typiske viking i populærkulturen, der fremstiller den daværende skandinaviske kultur som præget af vold og grådighed.

Men nu tyder meget på, at vi skal ændre det billede: En udgravning på Falster har nemlig afsløret en vikingegrav, der indeholder et velkomstbrev fra Alternativet til et nyt medlem, en folder fra Bedsteforældre for Asyl samt resterne af en vegansk måltidskasse.

Særimner Seitan
“DNA-prøver viser, at der er tale om tofu, nøddeost og en ubestemmelig paté ved navn Særimner Seitan, der formentlig har skullet gøre det ud for svinekød,” siger John Leth Andersen, professor i fremtidsorienteret forhistorisk arkæologi, der ikke tøver med at kalde fundene for “sensationelle”.

“Det er helt vildt, at vi har gået rundt og troet, at den danske folkesjæl var sådan noget med aggression, dominans og imperialistiske angrebskrige. I virkeligheden var vikingerne milde og fredelige typer, der gik ind for mellemfolkelig sameksistens og en kort arbejdsuge.”

Den omtalte vikingegrav rummer to personer, der ligger med måltidskassen imellem sig, mens den ene holder asylfolderen. Den anden person er derudover dækket af et skind med påmalede runer.

“Vi mangler stadig de sidste undersøgelser, men meget tyder på, at teksten lyder: ‘Foreigners, please don’t leave us alone with the Vikings’,” siger John Leth Andersen, der mener, at historien om vikingerne skal skrives helt om.

Togterne var samarbejde
“Måske gik togterne til England slet ikke ud på at plyndre og voldtage, men var et forsøg på at lære de stædige briter om europæisk samarbejde. Måske var briterne i færd med at melde sig ud af en vigtig union på grund af deres snæversyn og nationalisme, men vi kom og viste dem en bedre vej!”

John Leth Andersen indrømmer dog, at medlemskabet af Alternativet ikke passer ind i hans teori.

“Tilsyneladende har enkelte vikinger i et svagt øjeblik ladet sig tiltrække af indbildsk fantasteri, magtsyge og perfide intriger.”