Foto: photosvit, Bigstock

Foto: photosvit, Bigstock

Han kunne bare lade være med at se så dyr ud, mener politiet om 53-årig millionær, der fredag aften blev overfaldet og fik frarøvet adskillige værdigenstande.

Fredag aften var 53-årige Carsten Eilersen-Schultz på restaurant i København sammen med en god bekendt. Da han kort før ti forlod restauranten og gik hen til den lukkede garage, hvor hans spritnye Bentley holdt parkeret, kom tre unge mænd pludselig springende frem og angreb ham. De slog ham bevidstløs, stjal hans ur og andre værdigenstande. Derefter stak de af i hans bil.

Eilersen-Schultz, der er blandt Danmarks ti procent rigeste mennesker, fortæller til RokokoPosten, at overfaldet i sig selv var slemt, men at den efterfølgende politiafhøring næsten var værre.

“Da jeg kom til mig selv, lå jeg i en hospitalsseng, stærkt forslået. Politiet ville gerne tale med mig, og jeg var selvfølgelig meget interesseret i at give dem et signalement af gerningsmændene, som jeg er ret sikker på, at jeg ville kunne genkende.”

Sådan går det, når man ser dyr ud
Til Eilersen-Schultz’ store overraskelse var betjenten ikke særlig interesseret i at høre hans vidneudsagn. Til gengæld blev han gentagne gange spurgt om sin påklædning, og det blev mere end antydet, at han selv var skyld i overfaldet.

“Betjenten sagde, at man skal tænke på de signaler, man sender. Han sagde, at jeg ser dyr ud, og så kan det nemt ske, at nogle får svært ved at holde sig i skindet,” fortæller Carsten Eilersen-Schultz og fortsætter:

“Jeg skulle fortælle, hvad jeg havde på den aften, og da jeg nåede til mit Rolex Deepsea, som gerningsmændene stjal fra mig, rystede betjenten bare på hovedet og spurgte, om jeg selv syntes, det var klogt at tage den slags på i byen, hvis man ikke har lyst til at blive udsat for tyveri på åben gade.”

Burde have valgt en billigere bil
Ifølge psykolog Elisabeth Thomasen, der arbejder med ofre for berigelseskriminalitet, skal folk gå i det tøj, de har lyst til, men hun oplever alligevel mange, der går til en grænse, hvor signalerne let kan misforstås.

“Mine klienter er ofte velstående mænd i deres bedste alder. De er vant til, at verden vil dem det godt, og de har måske ligefrem smilet til gerningsmanden, som så har tolket det som en invitation til at frarøve dem alle deres værdigenstande. Det undskylder ikke noget, men en mand som Eilersen-Schultz kunne måske have undgået det her, hvis han havde klædt sig mindre vovet og valgt en billigere bil,” siger hun og tilføjer:

“Det er tilladt at tænke sig om, selvom man er rig og gerne vil vise sig frem.”