Foto: Volurol, Bigstock

Foto: Volurol, Bigstock

“Når jeg fylder 30, skal jeg tilbringe en halv evighed med at lave køberoulader til Aldi,” siger Emil Obel, der for to år siden blev den overlegne vinder af DR’s bagekonkurrence.

Sprøde æbleknækbrød på en majstang, perfekte profiteroles med kaffe og cognac samt en blodig Halloween-kage med glasskår af isomalt. Dette er bare nogle af de lækre og fantasifulde kager, som Emil Obel kreerede, da han i 2018 vandt DR’s Den store bagedyst som blot 17-årig.

Men sejren havde sin pris, som Emil nu afslører over for RokokoPosten.

“Jeg har solgt min sjæl til djævlen, ganske enkelt. Man skulle ikke tro det, men djævlen går meget op i at bage og havde fået øje på mig, allerede da jeg gik derhjemme og eksperimenterede med fondant. Dengang var jeg ret ringe og kunne aldrig få mine kager til at sætte sig,” siger det 19-årige talent i dag, hvor han blandt andet har lavet kager til dronningen og udgivet sin egen kogebog med kageborde.

Djævlen er hyggelig type
Emil Obel understreger, at Mørkets Fyrste er en hyggelig type, der går op i familievenlig public service og derfor ikke er interesseret i at overtage Emils sjæl efter hans død.

“Det er alt for tungt og makabert, sådan er han slet ikke. Jeg skal bare lave køberoulader til Aldi i en halv evighed, når jeg fylder 30. Og så ellers tilbage til mit gamle liv,” forklarer han, der ikke fortryder handlen.

“Så du æblekagekurven i afsnit 6? Den glaze med bladguld var så nice. De andre havde ikke en chance.”

Lars ville gerne have solgt sjæl
Emil Obels aftale har givet dette års deltagere noget at tænke over. Især Lars, der røg ud i sidste uge, fortryder, at han ikke forsøgte at fremmane djævlen, inden optagelserne gik i gang.

“Jeg ved godt, at jeg fremstod meget beskeden og selvudslettende, da Timm Vladimir fortalte mig, at jeg skulle hjem, men inderst inde var jeg fuld af bitterhed, især over for ham der Mads. Uh, se mig, jeg laver perfekte små svampe med rød glaze!” udbryder den 60-årige amatørbager hånligt.